Plader

Blur: Think Tank

Lyden af Marokko blander sig med kreativitet og legesyge på Blurs ottende udspil, der indeholder en varm og næringsrig musikalsk suppe frem for decideret bjergtagende numre.

Meget kan man sige om Damon Albarns kreative udfoldelser, og hans sideprojekter har næppe begejstret alle Blur-fans. Heldigvis er han bedøvende ligeglad, for det musikalske legebarn i ham er ikke til at stoppe, og denne spilleglæde kommer os andre til gode. Det tager da heller ikke lang tid at konstatere, at Blurs seneste album i bund og grund er en rar plade – hvilket er ment som en kompliment. Think Tank er fuld af hygge i en musikalsk hashtåge, og ud af den strømmer der varme og glæde. Nok svømmer pladen rundt i sin egen ørkenoase uden rigtig at komme nogen vegne, men det gør såmænd ikke så meget, når man stadig føler sig veltilpas efter en hel sommer i følgeskab med den.

I lighed med 13 er Think Tank fuld af sjove små påfund, men det bliver hurtigt tydeligt, at pladen rent musikalsk ikke befinder sig på samme niveau. Dertil spillede den opfindsomme guitarist og lydmager Graham Coxon trods alt for stor en rolle, og med hans fravær bevæger Blur sig i et noget mere snævert lydspektrum. Det er først og fremmest de mange medrivende rytmer, der kendetegner Think Tank, og den megen polemik om produktionen og Norman Cooks indflydelse på enkelte numre lader egentlig ikke pladen komme til sin ret. Der er økonomiseret med åbningsmidlerne, men givet plads til den frie leg, som i de glimrende “Brothers and Sisters” med sit freestyle-groove og “Jets” med sin lige så fritflydende saxofon.

De bedste numre befinder sig generelt hen mod slutningen af albummet, mens der midtvejs godt kan være risiko for lidt for stor enslyd. For at undgå dét har bandet valgt at bryde homogeniteten med to rocksange, der desværre falder til jorden med et brag og lyser op som pladens suverænt dårligste numre. Det er uforståeligt, at Blur ikke lægger vanen med et par larmende numre pr. plade bag sig, når resultatet er så tamt som på den ét minut lange og i bedste fald ligegyldige “We’ve Got a File on You” samt på singleudspillet “Crazy Beat” – en sang, hvis åbenlyse lighed med “Song 2” i både musik og video ikke retfærdiggør den som andet end et godt livenummer, og som med en Coxon i stedet for Cook i førerstolen nok havde haft nerve som i 13’s langt bedre rocknummer “Bugman”.

Til gengæld er førstesinglen, “Out of Time”, det mest underspillede og sært dragende nummer, jeg har hørt længe, og jeg har endnu til gode at høre negativ kritik af den. Sjældent har en så ydmyg sang foldet sig så flot ud med tiden. Noget lignende kan siges om afslutningsnummeret “Battery in Your Leg”, hvor Coxons karakteristiske guitar vender smukt tilbage og vækker minder om både “Yuko and Hiro” og “Strange News from Another Star”. Som helhed er der dog ingen tvivl om, at det er lykkedes Blur at komme videre, selv om bandet efterhånden risikerer blot at fremstå blot som Albarns mest vellykkede soloprojekt.

Det klæder den engang så sarkastisk beskrivende sangskriver, at han efterhånden har fundet frem til sig selv i sine tekster og viser lige så banale bekymringer og glæder som hos alle andre mennesker. Kærligheden er et gennemgående tema i flere af sangene på Think Tank, og man tror ham, selv når han i “Sweet Song” besynger Coxons skæbne og forklarer, at han gjorde sit bedste. Der er dog også plads til nonsens som i de ganske herlige “Gene by Gene” og “Moroccan Peoples Revolutionary Bowls Club”, og sådan skal det også være i Blur-universet. Med Think Tank beviser bandet i hvert fald, at de er om ikke på højdepunktet, så i hvert fald stadig midt i deres karriere med masser af gode øjeblikke forude.

★★★★☆☆

Leave a Reply