Der er gået 23 år siden udgivelsen af Leisure, Blurs debutplade, der kickstartede Damon Albarns karriere som musiker. Det er lidt mindre end min levetid. Mens jeg har lært at gå, er startet i skole, har fået mit første kys og er flyttet hjemmefra, har Albarn været hovedfigur i ‘britpop-fejden’, solgt millioner af plader under dække af tegneserie-band, komponeret musik til to operaer, promoveret afrikansk musik på tre forskellige albums, lavet alternativ folk med afrobeat-forfader og The Clash-guitarist samt produceret for både Kano og Bobby Womack (anmeldt på Undertoner her).
Gennem de mange projekter har Damon Albarn vist en imponerende kreativitet på tværs af genrer og stilarter, samtidig med at en særligt sjælfuld fortælleform går igen på samtlige projekter. Særligt projekterne efter Blur har haft stor betydning for mig, og Demon Days af Gorillaz er til dato en af mine absolutte favoritter. Ofte som hovedarkitekt har Albarn vist utallige eksempler på sin musikalske kunnen og insisteren på at bryde ud af alle kasser. Ingen kan længere være i tvivl om hans evner som skribent og musiker, men aldrig før er vi blevet lukket ind bag facaden. Man ved, hvad han kan, men først med Everyday Robots kommer en udgivelse, der kan give et svar på, hvem han er.
Lige præcis ønsket om at holde omverdenen ude af privaten virker til at have været en af de største årsager til, at soloalbummet først er blevet en realitet i en alder af 46 år. Først med denne udgivelse vælger han at lade personen bag træde frem og blotte sine følelser og tanker om fortid, nutid og fremtid. Motivationen bag stammer fra Albarns samarbejde med XL Recordings’ Richard Russell på Bobby Womacks comebackalbum The Bravest Man in the Universe, som de co-producerede. Her fik Russell overtalt ham til at begynde på et soloalbum, hvor Russell ville fungere som executive producer. Med så forskelligartede projekter på cv’et har det på ingen måde været givet på forhånd, hvordan et soloalbum ville udarte sig. Samtidskommenterende, men ligefremt som Blur? Genrebrydende og funky som Gorillaz? Folket og melankolsk som The Good, the Bad & the Queen? Eller upbeat og groovy som Rocketjuice & the Moon? Everyday Robots lyder ikke som én af disse, men af dem alle.
Det musikalske univers på albummet virker på mange måder som kulminationen af hele Albarns hidtige karriere og liv. På trods af den store inspirationskilde er resultatet minimalistisk. Med akustisk guitar og klaver som bærende instrumenter synger Albarn om verden i dag, særligt med fokus på skellet mellem det organiske og det digitale. Samme tematik har kunnet spores på tidligere udgivelser (læs: Blurs Modern Life Is Rubbish), men på Everyday Robots kommer man tættere på Albarn. I stedet for at ty til metaforer og abstraktion bliver melankolien beskrevet sort på hvidt, med hjerteskærende resultat.
Særligt midt på albummet med dobbelt-salven “The Selfish Giant”, der har Bat for Lashes med på omkvæd, og “You & Me” formår Albarn at hive lytteren med helt derind, hvor det gør ondt. Omkvædet på førstnævnte, »I had a dream that you were leaving / It’s hard to be a lover when the TV’s on /And nothing’s in your eyes,« er næsten overvældende ærlig og understreger den melankolske og ensomme følelse, der fylder meget af albummet. Lige præcis disse linjers tilstedeværelse på albummet kan tilskrives Richard Russell, da både Albarn og hans kone gerne ville have dem fjernet fra sangen, men Russell insisterede på, at Albarn turde lade det blive. Denne villighed til at blotte gode såvel som dårlige sider er en af albummets absolutte styrker.
Selvom meget af tematikken på albummet handler om at føle sig ensom i en digital verden, så får teksterne aldrig karakter af ‘grumpy old man’- og ‘da jeg var barn…’-klicheer. I stedet fungerer teksterne som observation på det moderne menneske. Hvordan brug af teknologi, stoffer og andet kan bruges til at isolere sig selv fra andre, og det personlige element giver albummet en følelse af, at Albarn fejler med os alle. Man efterlades dog ikke helt ude på randen af depression på albummet, da et par velplacerede og upbeat numre løfter stemningen en smule. Hyldesten til elefanten “Mr. Tembo” minder os om, hvordan det smukke i naturen kan give livet mening, og særligt den afsluttende “Heavy Seas of Love”, der gæstes af Brian Eno, giver albummet den smule håb, som et melankolsk værk behøver, for at undslippe total opgivelse.
På trods af den gennemgående minimalistiske stil bliver albummet aldrig forudsigeligt. Richard Russell bidrager fremragende til albummet med afdæmpede elektroniske trommer og vokalsamples, der konstant spiller op mod Albarns tekster. Særligt brugen af samples gør, at tematikken fra teksterne får flere facetter, og forholdet mellem det organiske og digitale går igen i instrumenteringen, hvor runde guitarmelodier får modspil af de knitrende samples.
Med udgivelsen af Everyday Robots har Albarn endnu en gang formået at udvide sit musikalske repertoire. Denne gang er det dog ikke en ny genre eller et nyt format, der udfordres, men hans indre. Med denne udgivelse åbner han op for lytteren og inviterer indenfor i det fejlfulde sind, der har produceret så meget god musik gennem min levetid. Damon Albarn er, som så mange andre kunstnere, ikke perfekt, men det er i disse fejltrin at pladen er allerbedst.
