Gorillaz’ Damon Albarn er nok en af de mest talentfulde og begavede musikere de sidste 20 år. Han er i min optik den alternative pops zenit – den person, der formår at forbinde det alternative, udforskende og grænsesøgende med en større eller mindre grad af mainstream. Hans udforskende og grænsesøgende karakter kom klart til udtryk i operaen ”Monkey: Journey to the West”, mens hans engagement som forsanger i The Good, the Bad & the Queen i større grad repræsenterer mainstream. Koblingen mellem disse to sider i hans musikalske interessefelt – både i overført betydning og faktuelt i kraft af brugen af Østens musik – udtrykkes på Plastic Beach, f.eks. i brugen af The National Orchestra for Arabic Music.
Netop fordi han så i udstrakt grad udgør (endnu) et højdepunkt for den alternative pop, er Albarn heller ikke en mand, man siger nej til, hvis man skulle være så heldig at blive inviteret om bord på en produktion. Han formår at samle de helt store koryfæer, men formår samtidig også at gøre det – ulig hvad man nogle gange oplever i f.eks. hiphop – uden at det virker påklistret og med salg for øje, men fordi lige netop den eller de personer kan tilføre nummeret kvalitet. Det betyder f.eks., at Lou Reed brillerer med tilbagelænet vokal a la tiden fra Velvet Underground på ”Some Kind of Nature”, at Mick Jones og Paul Simonon leverer baggrundsstøj og afmålt akkuratesse på pladens titelnummer, og at Mos Def og Bobby Womack indgår i noget nær magisk symbiose på pladens bedste nummer, ”Stylo”.
Og selvom der i ovenstående liste er egoer, der må have været svære at styre (og så har jeg endnu ikke nævnt Snoop Dogg, De La Soul eller de to grimerappere Bashy og Kano), formår de at samles om produktet og ideen om en plasticø, skabt af al den plastic og alt det skrald, der findes i verdenshavene – der altså nu er renset for affald. Det affald, som mennesker kaster fra sig uden bekymring.
Fornemmer man her et økologisk, miljøbevidst projekt, er det ikke uden grund. Som Snoop Dogg snøvler i ”Welcome to the World of the Plastic Beach”: »The revolution will be televised / and the pollution from the ocean / now with devotion / push peace and keep it in motion […] kids, gather around, yeah I need your focus / I know it seems the world is so hopeless.« I alle numre nævnes ordet plastic (hvilket er en konceptuel ide på albummet), og der er et gennemgående fokus på en dualitet mellem naturen og industri/forbrugssamfund, f.eks. i ”Superfast Jellyfish”, Gruff Rhys & De La Souls rablende, satiriske ode til mikroovnmorgenmad med legetøj i.
Instrumentalt udtrykkes tematikken i udstrakt grad gennem brug af kold, fremmedgørende synth. Et fremragende eksempel på det er ”Glitter Freeze”, hvor dyb murrende synth dybt i lydbilledet suppleres af mere aggressiv, zigzaggende, højtliggende synth, der til sidst danner en nærmest klaustrofobisk mur omkring lytteren. Den kulde og fremmedgjorthed suppleres på interessant vis af melankolske kærlighedssange, der trækker på Albarns fantastiske vokal og kombinerer et varmt poppet, næsten triphoppet univers med synthfigurer og meget syntetiske beats. Det gælder f.eks. numre som ”Empire Ants”, ”Rhinestone Eyes”, ”Broken” og (selvsagt) ”On Melancholy Hill”.
Trods det tematiske snit er pladens absolut stærkeste aktiv dog Albarns evne til at blande de forskellige genrer til et samlet, ensartet udtryk. Vi svømmer som fisk rundt i et farvand af pop, hiphop, triphop, grime, blippende futuristisk electronica og hjerteudrivende soul, der samles i et stramt og fængende popudtryk, hvor både folk, der lytter til alternativ musik, kan være med uden at kede sig, og hvor mainstreamlyttere ikke bliver sat af.
Der er ikke meget plastic på den musikalske udgave af Plastic Beach. Det er ægte talent og øre for at skabe melodier, der brænder igennem til lytteren. Som en lystyacht omgivet af diamantfunklende fregatter. Absolut en af årets største popplader.
