I 1986 langede Kraftwerk deres seneste reelle album, Electric Café, ud til masserne. 17 år er længe i musikbranchen – men det er en ren evighed i det elektroniske miljø.
Kraftwerk har begået et album, der skal forestille en slags hyldest til Tour de France. Inkluderet i det projekt er blandet andet adskillige nye versioner af det efterhånden 20 år gamle Kraftwerk-nummer “Tour de France”. Ud over dét er der også strøet nogle nye numre henover skiven med let hånd. “Tour de France” er stært remixet i forhold til originalnummeret.
Hele konceptet – rent musikalsk – går på at beskrive flowet i Tour de France og lave en slags soundtrack til cykelløbet. Det lykkes også i en vis udstrækning.
Sangene svinger i kvalitet, og man kan, som albummet skrider frem, mærke, at albummet ikke har det flow, som nogle af deres store midt-70’er-albums kunne opdrive. Til det er tracklisten simpelthen for usammenhængende og sangene for svage.
Vi starter med en fin lille intro, der synes at nikke tilbage til krautrocken, som Kraftwerk delte scene med i 70’erne. Så smides vi ubønhørligt ind i “Tour de France Etape 1-3”, og allerede dér begynder kæden at hoppe af. Hvis man ser bort fra, at numrene er for lange og ikke forskellige nok, kommer man alligevel frem til, at Kraftwerk ikke har skruet noget rigtig usædvanligt eller underfuldt sammen. Det, der må betragtes som albummets hovedkomposition (“Tour de France Etape 1-3”), er på ingen måder specielt sindsoprivende. Jeg opdagede stort set ikke, at albummet kørte, før Etape 3 gik ind i opløbet. Det element i musikken, som Kraftwerk tidligere har gjort så godt, er de elegante, langsomme ændringer i lydlandskabet, der får den enkelte sang til at virke som én reel komposition, som langsomt udvikler sig. Men her virker det alt for ensformigt og alt for ansigtsløst. Den type synthlyd, som Kraftwerk benytter sig af her, er hørt meget bedre, tidligere i sidste årti. Det er ærgerligt.
Der er selvfølgelig små glimt af det gode gamle. “Elektro Kardiogramm” lyder både gammeldags med sine langsomme beats, synthlyd og robotstemmen, men samtidig også opdateret med rytmerne og samplingerne. “Chrono” har en næsten Autechre-agtig krystallisk lyd, og “Titanium” rammer en god blanding af klassisk Kraftwerk og en ny, udviklende stil. Men der er altså for langt mellem det rigtig gode, og min største indvending ligger i ensformigheden.
Tour de France Soundtracks må betragtes som delvis mislykket, dels fordi det er rodet, dels fordi sangene holder for lav en standard i forhold til, hvad man kunne forvente, og til sidst fordi det sætter sig mellem to stole – hverken specielt nyt og opfindsomt eller spillende på tidligere tiders styrker.
Hvis ikke de gamle keyboardryttere i Kraftwerk er i stand til at forny sig selv, bliver de desværre nok nødt til at se i øjnene, at de unge kører fra dem uden at bruge EPO.
