Interview

Roskilde Festival 2023 – Situationsfornærmelse: »Det ville næsten være det samme, som hvis man kom og så os i øveren«

Foto: Laura C.F. Petersen

I år spiller Aarhus-punkbandet Situationsfornærmelse på Roskilde Festivals First Days-program. De havde egentlig aldrig forestillet sig, at deres projekt nogensinde skulle blive til noget, men fanden tog ved deres lyttere, og lige pludselig havde de fået en trofast fanskare, mens deres koncerter havde fået ry for at være en regulær, uforfalsket punkfest.

Situationsfornærmelse er lige kommet ind med toget. Om et par timer skal de fire bandmedlemmer – Andrea (sanger og sangskriver), Dines (guitarist og manden bag det musikalske), Frederik (trommeslager og bror til Andrea) og Mathias (fåmælt bassist) – stå på Teater Momentums scene i forbindelse med punkfestivalen Ilter. Men først skal vi have os en øl og en lille snak om deres musik, deres tekster og selvfølgelig om Roskilde Festival, som bandet indtager senere på måneden som en del af festivalens First Days-program. Vi starter imidlertid ved begyndelsen. For Situationsfornærmelse har efterhånden fire år på bagen, og deres start kan nok bedst beskrives som spontant kaos.

»Altså da vi startede, der tænkte vi slet ikke over noget. Overhovedet. Jeg tror slet ikke, der var nogen baggrund for at lave et band. Det skete bare helt automatisk,« siger Frederik.

»Altså I to havde lavet nogle dårlige sange,« tilføjer Andrea grinende med hentydning til Frederik og Dines, mens sidstnævnte fortæller: »Når vi var fulde, så sagde vi altid: »Nå, men så synes jeg, vi skal lave det dér punkband, og så sætter vi os fandeme ned og skriver en sang og spiller den rigtig dårligt!« hvilket vi så gjorde.«

»Jeg kan også huske, at da Andrea så det, vi havde skrevet, sagde hun: »Det er altid dig, der er musikeren, Frederik, jeg kan fandeme også godt lave musik.« »Så kom og bevis det,« tænkte vi. Og det har hun så til gengæld bevist rigtig meget,« forklarer Frederik.

Situationsfornærmelse var født. Men ud over det, var der ingen forkromede planer.

»Noget af det nye har vi lavet i Frederiks studie, men ellers er det jo lavet hjemme i vores soveværelse. Så det har bare været noget, vi har lavet for sjov og egentlig ikke havde tænkt, at nogen nogensinde ville sætte pris på,« griner Andrea. Frederik fortsætter: »Altså den første EP blev færdig midt om natten, og så udgav vi den bare dér uden at tænke videre over det. Efterfølgende har det jo så handlet om at følge med i det liv, den endte med at få.«

EP’en En hurtig omgang dansk fra 2019 gik nemlig hen og blev et regulært undergrundshit med uforglemmelige sangtitler som ”Kaff’ eller knep” og ”Carpe diem min røv” samt en ukuelig blanding af punket rock og kontante tekster. Pludselig skulle de spille koncerter over hele landet, og deres shows fik ry for at være en fed, filterløs fest, Eller som Andrea siger:

»Jeg tror næsten, det ville være det samme, som hvis man kom og så os i øveren.«

Morsomt – intelligent morsomt

Kært band har i al fald mange navne. På Roskilde Festivals hjemmeside beskrives Situationsfornærmelses univers som »upoleret og ubehøvlet som en havnearbejder, men som ikke desto mindre rummer sin egen grove charme og underholdningsværdi.« Men hvilke ord ville bandet egentlig selv sætte på deres musik?

»Lige for at rose mig selv lidt, så er det morsomt – men det er intelligent morsomt. Jeg synes ikke, det er plat, men i stedet håber jeg, at det fremstår sjovt, samtidig med at der er også en mening med det,« noterer Andrea sig og kommer hurtigt ind på sine tekster, og om der er noget, man ikke må pege fingre ad:

»Det handler om at sige, at nu har jeg det her budskab, og det synes jeg er fucking sjovt – og så bare holde fast i det. Så når man optræder, skal man bare sige: »Jeg har ret. Det her, jeg siger lige nu, det er sandheden – den ene sandhed.« Man kan i hvert fald ikke stå og væve i det, for så bliver det aldrig sjovt.«

»Der er vel ikke så mange ting, man ikke må gøre grin med, men der er nogle ting, der nok ikke er så kloge at gøre grin med … det, der er det smukke ved det her band – vi prøver altid at slå opad. Det føles aldrig særligt fair at gøre grin med nogen, der har mindre end én selv,« forklarer Dines, mens Andrea grinende supplerer med reference til den bramfrie tekst til nummeret ”Uteknisk held”, der tegner et lidet flatterende portræt af de universitetsstuderendes evner i sengekammeret:

»Da jeg gik på universitet, ville jeg aldrig nogensinde have lavet en sang, hvor jeg bashede teknisk skole. Men så droppede jeg ud og startede på en erhvervsuddannelse, og så er det jo pludselig sjovt at slå på dem, der går på universitetet. Vi prøver ikke at gøre nogen sure, men stadig så håber jeg alligevel lidt at nogen på én eller anden måde bliver sure – det er også lidt succeskriteriet.«

Resten af bandet nikker.

En finjusteret kontinuitet på lånt backline

Nu venter så Roskilde Festival og Gaia-scenen – deres største koncert til dato. Men ifølge bandet er det ikke nødvendigvis den bedste tid til at gå helt off script med konfetti og ildkanoner. Tværtimod er det mere end nogensinde før tid til at være sig selv.

»Jeg tror, vi holder meget fast i det show, vi har stablet på benene,« siger Dines. Det er Frederik enig i: »Det er ikke, fordi det er det samme show, vi kører rundt med hver gang, men det har haft den samme opbygning i et stykke tid nu, og jeg tror, det er dét, som har gjort, at vi har fået plads på Roskilde Festival. Der bliver snakket lidt rundt i krogene om, at »Situationsfornærmelse, det er dem, der gør det dér og det dér.« Så det er ligesom dét show, vi tager med op på den store scene.«

Det nævnte show er bygget op om den første EP og efterfølgeren, En hurtig omgang dansk i 2’eren, fra 2021. Det er hurtigt, det er hårdt, og det er helt uden tøjler. Og bandet glæder sig.

»Jeg har det også, som om det hele kulminerer med Roskilde Festival,« siger Dines og fortsætter: »Det er noget, vi har arbejdet frem og så stille og rolig finjusteret løbende, siden vi spillede vores første koncert i 2019. Så det er et meget fint punktum med udråbstegn i slutningen af sætningen. Herefter kan vi så sige: »Så gør vi det igen!« og bygger noget nyt op, som måske er det, den næste plade ender med at blive.«

»Vi skal alligevel nok øve os lidt mere, end vi plejer, og vi har et meget stærkt hold bag kulissen – lys og lyd og sådan noget dér – så produktionen får lige et nøk op,« afslutter Frederik, inden Dines smilende får lov til at supplere: »Men vi spiller stadig på lånt backline.«

Da snakken til sidst falder på, hvad bandmedlemmerne ellers selv skal se på Roskilde Festival, er det lidt forskelligt: Dines skal ikke være så meget på festivalen, men skal dog nå at se Zar Paulo og Pleaser. Frederik mangler stadig at dykke ordentligt ned i programmet, men glæder sig Feather Mountain. Andrea er imidlertid helt klar i spyttet:

»TacoBitch! Altså, jeg ved ikke, hvad det er, men det hedder TacoBitch, og det lyder bare megafedt,« smiler hun stort.


Situationsfornærmelse spiller på Gaia tirsdag den 27. juni klokken 15.30.
Derudover kan de opleves i Odense 12. august (Garagefæst ’23).
Situationsfornærmelse er: Andrea Uglebjerg, Dines Karlsen, Frederik Uglebjerg og Mathias “Mathias” Mathias.

Leave a Reply