Uden noget forhåndskendskab er jeg dykket ned i det kuperede lydlandskab, som britiske Drahla skaber på deres andet album Angeltape. Denne opfølger er udgivet fem år efter debuten fra 2019, Useless Coordinates, hvis titel prøver at advare mig. For bedst som jeg tror, jeg kan indfange Drahlas udtryk, så skifter det. Lige som jeg tænker, at jeg har fanget motivet, transformeres det. Det er en udfordring at navigere efter de konventionelle koordinater, mens pladens 12 numre spiller. Men det er Drahlas store styrke.
En dronende og vrælende saxofon åbner pladen og bevæger sig ind og ud af den post-punkede rejse, der blæser afsted med rasende hastighed. På Angeltape finder man dette instrument i mange forskellige roller: Det kan stå i centrum, understøtte vokalmelodien, være omkringfarende, forstærke ængstelige passager, frembringe hooks eller give det sidste rytmiske krydderi til guitarriffs. Måske en sidenote, men jeg er blevet ret fænget af saxofonens færden uden for dens vanlige jazzede rammer de sidste ti års tid, som eksempelvis hos danske Narcosatanicos eller den melodiske post-punk-rock fra svenske Viagra Boys. Saxofonen er ikke til pynt, men en fuldgyldig del af musikken, og derfor hører jeg den heller ikke længere som kontrast eller som en finurlig idé.
Dér, hvor de fiffige idéer kommer til udtryk på denne plade, er i Drahlas kompositioner. Fra start til slut møder vi atonale guitarer, der leger sammen med spruttende saxofon, pumpende og melodisk bas med en overlægger af en poetisk, spyttende ordstrøm. Rytmerne varierer, sangene bremser, starter, viger, bremser igen og skifter retning. Og på trods af dette, så er det forholdsvist let at give sig hen til alt det uforudsete. De mest genkendelige nummer i forhold til form er nok “Zig-Zag”, mens det efterhånden kaster en 4/4-rytme af sig til fordel for et frækt 7/4-refræn, et mellemspil og en længere, løs outro.
Særligt den talesyngende vokal fra forsanger Luciel Brown gør, at det samlede udtryk ikke bliver for kaotisk, lemfældigt eller svært tilgængeligt. Teksterne kredser om tab, om fortvivlelse og bliver lejlighedsvist strøet ud i spøgelsesagtige passager med skæve harmonier. Men mest af alt er Brown utrolig præcis og gennemtrængende, når hun formidler på sin ‘matter of fact‘-agtige facon. Et godt eksempel er “Second Rhythm”, hvor lyrikken får plads i de rummelige arrangementer. Eller på “Lip Sync”, hvor den underliggende Trent Reznorske og mekaniske fornemmelse komplimenterer en kantet og gennemskærende vokalpræstation.
I anden halvdel af pladen agerer det instrumentale “A” en slags ganerenser og tvinger kortvarigt tempoet nedad, så den efterfølgende smukke og under 2 minutter korte ballade “Venus” kan få lov at ånde, og vokalen brydes op i en hjemsøgende, døsig klang. Et kort øjeblik føles det, som om lydstormen er løjet af, men et sidste drøn lyder som finale i form af “Grief in Phantasia”. Linjerne »What happens all the time is not what happens all the time« opsummerer Angeltape enormt godt: Forvent det uforudsete. Bas og trommer er på langt de fleste numre afmålt ret præcis til at give plads til de dynamiske og ekstremt ekspressive elementer, men lige her drukner vokalen i komplet vanvid. Til allersidst hælder det således lidt mere til galt end genialt, men så lille en forbrydelse er let at overse i det store billede.
Med få undtagelser læner samtlige spilleminutter sig sikkert og næsten trygt ind i kaos og angst. Angeltape er formskiftende med sine dynamiske og dekonstruerede sange, som er ren øreguf for en ængstelig musik-mus. Pladen giver utroligt meget afkast på en investering i aktiv lytning. For Drahla breder sig over et stort, interessant stykke sonisk land, som de fylder til randen med tekstur, og de giver slip på forudsigelig struktur. Musikken er detaljerig og frembrusende, og vokalen står glasklart frem som et gennemtrængende og samlende kontrapunkt til det hektiske musikalske bagtæppe.
