 |
Det var et – på alle måder – koldt klima, Kitty Wu havde valgt at trodse denne fredag aften i Århus. Onsdag såvel som torsdag havde Tim Christensen mættet mainstreamen i et udsolgt Voxhall med sine mange fortolkninger af sindets to arketyper: “glad” og “ikke glad”. Så blev det lidt lettere at tage afsked med Nikolaj og Julie. Aftenens koncert virkede da også som et kærkomment pusterum for personalet og de få besøgende. Camilla Munck (Wynona) leverede en halv times glimrende og intens opvarmning. Herefter tog en lille håndfuld trofaste fans iført nyindkøbte Kitty Wu-trøjer plads ved scenekanten, og så gik Kitty Wu på.
Under de tre første numre virkede de lidt matte i lakken, især forsanger Robert Lund så bogstavelig talt sløj ud. Den fremragende Those Who Got Away kom slet ikke ud over scenekanten, hvilket paradoksalt nok så ud til at bekomme det slumrende publikum ganske udmærket. Da bandet imidlertid tog fat på This Building Is on Fire, var det som om, koncerten langt om længe efterkom denne sangs konstatering, og så var der tændt op. I’m Not Going Fast fra debutpladen Privacy blev leveret med inderlig intensitet, og en storsvedende Robert Lund gav sine lyriske perler ny energi, hvorefter bandet fik kvalificeret opbakning af Camilla Munck på Arms Raised. Midt i hvad der efterhånden var blevet en rigtig god koncert, forekom det mystisk at spille nummeret Trigger i noget nær dobbelttempo, hvor det eksplosive omkvæd blev ladt aldeles i stikken. Af setlistens tre sidste numre blev Stay Indoors efterfulgt af den smukke Hands in the Air, et af koncertens absolutte højdepunkter. Under sidstnævnte lykkedes det endda at fremprovokere en reaktion fra det ellers apatiske publikum, således at Kitty Wu, inden de forlod scenen, kunne betragte en beskeden skov af hænder.
Forstærkernes endnu rødglødende pærer vidnede dog om, at koncerten ikke var helt slut. I første omgang var det en Robert Lund i ensom majestæt, der genindtog scenen. I selskab med en akustisk guitar og godt med weltschmerz leverede han to relativt ukendte Kitty Wu-numre. Under disse sange gav han for alvor prøver på sin fantastiske vokal. En hjerteskærende falset affødte den slags gåsehud, der ikke lader sig beskrive i anmeldelser. Da man næsten ikke kunne ønske sig mere, kom bandet på endnu en gang med aftenens sidste to sange. Kitty Wu sluttede med en fantastisk version af Rule #9. Et skoleeksempel på rocksammenspil og i øvrigt et nummer der starter med ordene: “There are far too many people in this room“. Galgenhumor fra et af Danmarks mest undervurderede rockbands? Måske.
