Afbrændingsforbuddet er ikke kommet til Refshaleøen endnu – selvom der er knastørt på den solbagte festivalplads til Copenhell, hvor de mange sortklædte fans ikke engang behøver starte en wall of death for at hvirvle en tsunami af støv op. De behøver blot trampe andægtigt i takt til musikken, så sker det helt af sig selv.
Om afviklerne af Copenhell frygter et lurende afbrændingsforbud er ikke godt at vide, men de var i hvert fald ganske flittige med deres brug af pyroteknik, da det franske band Gojira indtog hovedscenen Helviti klokken 18.30. En lind strøm af flammer skød i hvert fald op fra scenen såvel som fra de omkringliggende barområder allerede under bandets indledende nummer ”Born For One Thing”.
Det hårdtslående metalband fra Ondres i grænselandet til Baskerlandet har spillet sammen siden midten af 1990’erne, men har for længst lagt ungdommens dyrkelse af dødsmetal bag sig. I dag spiller bandet en mere progressiv art af groove metal, som især er kendetegnet ved et gennemsyrende fokus på de miljøpolitiske mærkesager, der ligger bandet så nært.
I den forbindelse må jeg hellere komme med en undskyldning til Gojira. Tilbage i 2018 undrede jeg mig efter en Patti Smith koncert over, hvorfor det altid er de aldrende rockstjerner såsom Neil Young og førnævnte Smith, der sætter fokus på og skriver sange om de katastrofale klima- og miljøproblemer, som verdenen trues af. Dengang skulle jeg selvfølgelig også have nævnt Gojira, for de har faktisk holdt den grønne fane højt blandt de sortklædte metalfans i årtier.
På Copenhell virkede Gojira virkelig til at være i storform. Storhittet ”Stranded” fra Magma vakte jubel og fik publikum til at smide de knyttede næver i vejret, da det faldt som aftenens tredje sang. Med det sylespidse riff og bandets perfekt afmålte aggression var det umuligt ikke at lade sig rive med af stemningen. Det lyder nemlig bare pisse ondt, men efterfølges så af den sært bedårende og lidt ældre skæring ”Flying Whales, som får alle til at skråle med på linjen: »Now I can see the whales!«
Generelt fremstår bandet og især frontmand Joe Duplantier utroligt professionelle. Til tider forekommer det mastodontiske show nemlig en anelse distancerende, men de gør troligt, hvad de kan for at bevare kontakten til publikum. Lillebror Mario Duplantier bag trommerne sørger såmænd også for, at det hele ikke bliver alt for selvseriøst og for professionelt, når driver gæk med publikum under sin trommesolo. Generelt kunne jeg dog godt have brugt en anelse mindre trommesolo og lidt færre af de kitschede videoproduktioner, der ligner noget fra start 00’erne.
Et andet højdepunkt var sangen ”Another World” fra bandets seneste plade, Fortitude. Her kommer Joe Duplantier med sin opsang om, at der »ikke findes en Planet B« og at vi derfor skal passe på vor lille, unikke og livsgivende klode. Det føles dog hverken forceret, malplaceret eller prædikende, men helt oprigtigt. Og så hjælper det selvfølgelig på det, at det kosmiske rocknummer lyder som noget rigtig godt fra en helt anden verden. Generelt var de nyeste sange blandt koncertens stærkeste, for også ”Amazonia” med sin didgeridoo-klingende rytme var et fantastisk livebekendtskab.
Jeg har faktisk ikke meget at skulle sætte en finger på ved franskmændenes koncert på Copenhell. Jo, en gang imellem zonede jeg en anelse ud, når de på ultraprofessionel vis gled ubesværet fra den ene hårdtslående sang til den næste. Jeg kunne måske have savnet en anelse mere vildskab og galskab, som kunne ruske lidt mere op i mig. Men det er kun en lille hage ved en ellers fremragende koncert – og jeg respekterer også Gojiras valg om at lade gimmicksne blive hjemme og i stedet give musikken plads til at tale for sig selv.
Fotos af Mathias Kristensen.
