At dømme ud fra Rocky Votolatos diskografi skulle man tro, at han har bevæget sig rundt på musikscenen i mange år – noget, han på sin vis også har. Votolato skriver nemlig mange sange. Som udspring fra sit rockband, Waxwing, har Votolato startet og vedligeholdt en solokarriere siden slutningen af 90’erne, og hans udgivelser er kun blevet bedre én efter én. På denne tredje fuldlængde, Suicide Medicine, synes han at have nået en form for kulmination: Vi præsenteres for 12 strålende numre, bløde i deres substans og med knivskarpe hjørner – blødheden er det akustiske udtryk, og de skarpe hjørner er intensiteten. Suicide Medicine har meget at sige med sit lavmælte udtryk.
Suicide Medicine er den endelige forløsning, som ep-forløberen Light and Sound, der udkom tidligere sidste år, hviskende varslede. Hvor ep’en gav et kortere indtryk i form af fire sange, fortsætter Suicide Medicine i samme spor med altopslugende bevægelser over akustiske guitarstrenge, melodier i sænket tempo samt tekster, der fremmaner store alvorsord: Enten vil du falde hen, eller også må du hive dig selv op og leve dit liv med en kvalitet, som du ved, at du fortjener. Vi har her at gøre med en singer/songwriter med punk i blodet – noget, der resulterer i en plade så intim og intens, at Votolato forlængst har overhalet den gennemsnitlige indietroubadur.
Pladen er produceret af Chris Walla (Death Cab for Cutie). Han er med tiden blevet en ganske dygtig producer, der formår at fremhæve alle de rette elementer i de genrer, han beskæftiger sig med. Suicide Medicine er ingen undtagelse: Lydbilledet er skarpt, og de rå kanter er blevet bibeholdt, så udtrykket ikke bliver for pænt. Walla tager sig desuden af både elektrisk guitar og bas på pladen. Votolato har haft flere venner til hjælp på instrumenterne, heriblandt Casey Fobert (Pedro the Lion), Seth Warren (Red Stars Theory) og Matt Johnson (Roadside Monument).
Et altafgørende karakteristikum for pladen er Votolatos fuldttonende og dynamiske vokal, som strækker sig fra det dybe hæse over falset-højder til noget, der nærmest er skrig. Uanset hvilken tilgang Votolato gør brug af, fremstår hans vokal stærk og troværdig.
Åbningssangen, “The Light and the Sound” (som er en genganger fra den tidligere nævnte ep), består som de fleste øvrige sange på pladen af mere end blot Votolato og hans guitar.
Men selv om han, modsat sine tidligere minimalistiske udgivelser, bliver akkompagneret af trommer, bas og piano, der for øvrigt udgør et herligt fyldigt lydbillede, føler man sig ikke distraheret fra det væsentligste. Vokalen begynder med en sagte hvisken og bygger sig gradvist op, som sangen skrider frem. »Are you gonne die with that music inside?« spørger Votolato indledningsvis og “truer” senere med linjerne: »If I have to crack open your skull with my fist / I’ll let the light and the sound escape.« Dette er et desperat forsøg på at vække en ven, der ikke lever sit liv i henhold til egne ambitioner og kvalifikationer. Dette tema synes at være gennemgående på hele pladen.
“Every Red Cent” er en lignende sang med et stærkt drive, en fængende melodi og en skarp og direkte tekst. Man kan nemt fornemme, hvorledes Votolato trækker sig mere og mere ind i sig selv for så at lade det hele eksplodere, ikke helt ulig hans vokale præstationer i Waxwing. “Alabaster” og “Mix Tapes/Cellmates” er sange ikke langt fra den stil, Bruce Springsteen lagde for dagen på sin Nebraska. Sangene er begge bygget op omkring den akustiske guitar med en mundharmonika, der bryder mellem versene. Det er helt nedbarberet og pynter henholdsvis mellem sange med højere intensitet og som decideret afslutning på pladen.
“Death-Right” er et tyst, melankolsk nummer, der taler til dem, som føler, at den omgivende korrupte verden afskærer dem fra at leve, som de ønsker.
»You’ll die young if you live so carefully,« advarer Votolato og fortsætter i en mere positiv tone: »Something here is still innocent / It doesn’t matter if you decide not to believe it / There are still places where the magic can breathe / I want to breathe it in / I want to lay down and never leave.« Ud over Votolatos til tider hverdagssproglige, til tider poetiske tekst er sangen præget af Seth Warrens sublimt grædende violinspil, et element der i sig selv gør sangen hele oplevelsen værd.
“Prison Is Private Property” sammenbringer guitar med en vred halvt om halvt talt og sunget tekst om den daglige korruption. Votolato angriber de store firmaer og materialisme i det hele taget; han slutter med linjen: »I’d rather starve than be a whore for an empty living.« Man kan sige mange ting om anti-kapitalistiske sange, men så længe kritikken er ærlig og tilpas skarp, som den er det i Votolatos tilfælde, er det sværere at sætte fingre på budskabet.
Votolatos musikalske præstationer på egen hånd fortsætter med at udvikle sig. Om han har nået toppen, er ikke til at sige, men Suicide Medicine er i hvert fald hans største klimaks endnu. Han har fat i en unik tilgang til den klassiske singer/songwriter-tradition, fordi han lader sin punkbaggrund spille ind i sangskrivningen med stor vægt på sin emotionelle stemme og skarpe tekster. Hvis man er på udkig efter en kløgtig, intens og rå plade, vil Suicide Medicine på ingen måde skuffe.
