Plader

Decibully: City of Festivals

Det kan være rart, når man ikke behøver tænke så forfærdeligt meget over den musik, man lytter til. Sådan er det med Decibully, der har lavet en døsig popplade, der får én til at glemme ens bekymringer for en stund. Det er bare ikke altid, man har tid til det.

Der er nogle morgener, hvor man bare ikke gider stå op. Man har mest af alt lyst til at blive under dynen hele dagen. Det er nogenlunde den fornemmelse, man føler, når man hører City of Festivals. Det er ikke et album, man hører igen og igen for at få alle facetter af teksterne med. Det er heller ikke et album, der er værd at studere nærmere rent musikalsk. Til gengæld er det et album, der, når det strømmer ud af højtalerne, føles som en varm dyne, der bliver lagt over én og får én til at glemme alle de små problemer i de ca. 43 minutter, det varer.

Decibully har i løbet af et halvt årti udviklet sig fra et lille, sparsomt instrumenteret hobbyprojekt til et band med syv medlemmer, hvor alle på nær én bidrager med mindst tre forskellige instrumenter. Dertil kommer fire-fem løse medlemmer, der medvirker på stort set alle pladens numre. Pga. den store besætning og de forskellige medlemmers vidt forskellige baggrunde kunne man forvente en kompleks og vidtspændende lyd, og pressemeddelelsen praler da også med, at der her er tale om intet mindre end “a rich blend of finely interspersed layers tinged with country-esque flourishes, subtle electronic twinges, and rockist undertones, topped off by a mix of wry, lyrical quixotism.” Men når det kommer til stykket, tænker man slet ikke over det. Det er lidt på samme måde, som når det i Lambchops musik kan være svært at høre, at der vitterlig er omkring 15 mennesker til stede!

Derimod er det enkle, varme og rare melodier, der smyger sig om lytteren, når pladen snurrer i afspilleren. Jo, vist er der da detaljer i Decibullys musik, og sangene er tilpas varierede til, at musikken ikke bliver kedelig og uvedkommende. Tag for eksempel Uncle Sam’s Yard, hvor et flerstemmigt kor leder tankerne hen på, hvordan The Polyphonic Spree mon ville have lydt, hvis de havde dyrket efteråret i stedet for sommeren. Eller Tables Turn der nærmest virker som en naiv og ung udgave af netop Lambchop. Til tider får lydbilledet dog lov til at stå næsten helt nøgent, og man tænker straks på en plade som Becks Sea Change.

Det er her tale om en plade, der, når man hører den, er mægtig rar, men som alt taget i betragtning måske er en smule overflødig. Musikken bliver aldrig kedelig, men samtidig er det ikke noget, man gider sætte på, når man først er stået op og har indset, at man nu lige så godt kan få noget ud af dagen. Men det kan såmænd også være svært nok at få taget sig sammen til. Og med Decibully som makker har man ikke helt så dårlig samvittighed over bare at blive liggende. Men man kan jo trods alt ikke gøre det hver dag – skal det endelig være, så træk dynen godt op om ørerne – hov, nej, vent – træk dynen op til ørerne, så du kan høre musikken – og tag en fridag, glem bekymringerne for en stund, og nyd City of Festivals, så længe det varer.

★★★½☆☆

Leave a Reply