Marvins Revolt består af fire knægte bosat i København med en udbredt hang til støjrock. Historien om støjrock-genren har efterhånden nogle år på bagen, og det er ikke nemt som nyt band at skabe sig et originalt udtryk, der skiller sig ud fra mængden gennem de sidste 20 års (hvis ikke mere) støjkonstruktioner. Men måske er det ikke nødvendigt; måske er det tilstrækkeligt at lave hybrider af en masse af de fremragende støjrockbands. Det er i hvert fald, hvad Marvins Revolt har gjort – med delvis succes.
Det er tydeligt fra det fremragende instrumentale åbningsnummer “Rich Man’s Life + Love”, at vi her har fat i et band, der strutter af en udadvendt spillelyst. Guitarerne leger tagfat og spurter rundt efter hinanden, og når de fanger hinanden, er der hvin og eksplosioner i nogle træfsikre støjanfald. Trommernes hastige variationer og hårdt bankende intensitet peger mod en rockende ungdomsdrift, når den er bedst og mest rastløs. Det hjælper naturligvis også på sagen, at Marvins Revolt har været særdeles heldige med deres lyd, som er undfanget i Sweeping Sound-studiet.
18th Dye, Sonic Youth og danske Mob er navne, som man nemt kan associere Marvins Revolts rockende toner med. Det kommer især til udtryk i den vridende “JeJune”, som øjeblikkeligt tager over, idet åbningsnummeret toner ud. »Don’t tell June,« lyder den lettere forpinte vokal ikke helt ulig en tidlig Sune Wagner. Sangen udvikler sig med masser af lækkert guitarsammenspil, men hvad der holder sangen nede er nogle jævne og kedelige vokalleveringer – noget, der desværre breder sig ud over samtlige seks sange på udspillet.
Og det er mit grundlæggende kritikpunkt: bandets tendens til tilbageholdte, jævne sangmelodier. De står som en direkte kontrast til den livlige instrumentale fremførelse, og man må undre sig over, at et så idérigt band ikke kan finde på nogle mere højspændte vokalpræstationer, end tilfældet er. Bandets instrumentale kunnen gør stort indtryk, men når de vælger at inkorporere vokal, skal den helst imponere. Og det gør gutterne i Marvins Revolt ikke.
Undertegnede har haft fornøjelsen af at opleve bandets ekvilibristiske kraftspring med instrumenterne i en livesituation, men bag ved mikrofonerne lignede de tre sangere ikke nogle, som havde lyst til at synge. Her skal der nogle melodier på bordet med saft og kraft, og der skal substans bag ordene, og så skal de ville det.
Lad os håbe at der vil blive arbejdet mere med vokalerne fremover, for alt andet er i sin skønneste orden! Indtil kan vi lade “Rich Man’s Life + Love” spillede højlydt og ofte.
