Dette er den slags musik, der skriger “prætentiøs.” Det anes allerede på coveret, hvor et brunligt, rystet billede viser en flok heste, der traver hen ad den øde landevej”¦ Inder-coveret er intet mindre end havets bølger med den smukke solnedgang som baggrund, og bag-coveret er”¦ ja, såmænd endnu en landevej”¦ Sangtitlerne er også typisk prog-prætentiøse: Horizons at Aramaoana, Bridges Designed to Collapse o.s.v”¦.
Men man bliver alligevel vækket af navnet. Southkill. Det vidner om, at der ligger mere gemt under overfladen end bløde synthesizer-lydcollager. Og heldigvis. Åbningsnummeret In the Balance starter ganske vist meget stille og roligt, men efter ca. 30 sekunder eksploderer nummeret i en buldrende støj-orgasme af trommer og guitarer, der fortsætter og fortsætter, men man kan ikke undgå at blive grebet af den kraftudladning af voldsom rock, der sparker det hele i gang. Pludselig forstår man naturbillederne på coveret. Det er den mægtige kraft, som det hele nok handler om. Bølgernes brusen, vinden i de øde skove, og hvad der ellers findes. Og hvis det er formålet med Southkill, så lykkes det til et 13-tal. Der er noget stort over disse sange, og de er perfekte til at smide i discman’en på vej ud i skoven. Smuk, smuk støj.
Og så består gruppen kun af to personer: sanger og guitarist Jason Kerr (NZ) og trommeslager John Dudley (NY). De har en fortid på henholdsvis indie- og hardcore-scenen, og i 2001 mødtes de og begyndte at eksperimentere. På trods af deres musikalske forskelligheder fandt de til sidst frem til den lyd, der kendetegner Southkill. Kraftige melodier, der føles, som om man bliver smidt ud fra et fly ned i havet og mærker vindens susen for sine ører.
Men problemet ligger ikke i sangenes kraft, men i den lille ting, der hedder variation. Det er unødvendigt overhovedet at komme ind på en mere detaljeret gennemgang af pladen. Alle de andre numre er nemlig bittesmå variationer af den første sang med minimalt forskellige melodier. Det hele er i sidste ende støj, trommer, guitar, støj, trommer, guitar”¦ Og det gør, at denne EP ender med at blive kedelig. Så simpelt kan det siges. Og det er ikke fordi, der ikke er melodier eller struktur midt i støj-kaoset; de fremstår i det store og hele blot ligegyldige.
Denne plade skal nok finde nogle fans, men man savner noget fantasi og opfindsomhed. Det hele er hørt hos f.eks. Explosions of the Sky, men i Southkill er det knap så godt. Southkills støj fascinerer dog i et stykke tid, før man finder ud af, at der findes bedre bands i denne genre, og for dette fortjener de alligevel tre prætentiøse U’er.
