“Den anklagede bedes løfte højre hånd og sværge at sige den rene sandhed og intet andet.” Vi er en tur med i retten, siddende ubehageligt på yderkanten af det hårde træsæde med vore øjne på stilke rettet mod dramaet, der udspiller sig foran os. Juryen, vidnerne og tilmed dommeren og forsvarsadvokaten kaster alle fordømmende blikke mod den anklagede, som gestikulerer vildt for sig i et nyttesløst forsvar.
»I swear to speak the whole truth / Nothing but the truth / Oh so help me god, I wasn’t cheating on you,« lyder stemmen i det fremlagte bevismateriale nr. SCE-62: ep-udgivelsen Lovers Need Lawyers med The Good Life. Tonen er lettere klagende, melodierne friske og frejdige. Materialet taler bestemt ikke entydigt, men alligevel har det en solid kvalitet over sig – hvorfor dommeren godtog at lade det indgå som en del af bevismaterialet, hvor den anklagede er fanget på bånd.
Ja, vi er så sandelig tilbage i Tim Kashers legesyge og bitre univers. Kasher har i løbet af de senere år opbygget sig et godt ry som en gedigen sangskriver og tekstforfatter. Startskuddet for hans lyriske stærke fremtoning lød i forbindelse med Cursives fabelagtige Domestica – en plade, hvor Kasher behandlede sorgen oven på sin skilsmisse. Men der var langt fra tale om navlepilleri her. Kasher udforskede lyriske virkemidler med forskellige fortællerstemmer, en ide der blev ført videre på opfølgeren The Ugly Organ. Ved siden af Cursive dannede Kasher projektet The Good Life, som skulle fungere som en afladning for hans mere afdæmpede sange. Det har hidtil resulteret i to plader, hvor den glimrende Black out fra 2002 især er værd at fremhæve. Kasher har kørt i zigzag mellem de to bands og skiftevis koncentreret sig om hvert af dem. Turen er nu igen kommet til The Good Life, og legen med det lyriske udtryk fortsætter, mens musikken søger i en ny retning, man ikke har hørt fra Kashers hånd før.
The Good Life har været et meget sigende navn for bandet, da teksterne altid har stræbt efter et sådant ideal, men altid med et udgangspunkt fra det sorte hul, bunden af flasken og andre utilforladelige steder – og dette med stærkt melankolske melodier. På Lovers Need Lawyers er idealet muligvis det samme (det er vel et universelt ideal?), men denne gang med et overvejende antal friske og upbeat numre – i et territorium hvor Dexy’s Midnight Runners møder The Cure til en svingom.
Tim Kasher har endnu ikke helt sluppet sorgen over kærligheden, der gik i vasken. Men for os lyttere gør det såmænd ingenting, så længe den musikalske og lyriske indpakning varierer hver gang. I titelnummeret Lovers Need Lawyers, som også er ep’ens højdepunkt, er vi, som indledningen i denne anmeldelse skulle belyse, med i retsalen, hvor Kasher står anklaget for at fejle i kærligheden. Med kitschet keyboard og en af årets hidtil mest iørefaldende popmelodier er scenen sat. Sjældent har glade, melodiske svingninger lydt så godt sammensat med en slet skjult bitterhed. Kasher kæmper bravt, men forgæves i en sag, der synes umulig at vinde. »If you can’t believe me, then what’s to believe? / Once you lose the trust, you lose sincerety / I’m sick and tired of acting sincere / To accusing eyes and ears,« synger han konsekvent. Sangen bevæger sig ind i sit afsluttende stykke, der bygger sig op med de gentagne bitre linjer: »I could never take another’s hand / It’s to you I’m condemned,« mens der indbydes til lystig dans. Længden af Lovers Need Lawyers lyder blot to et halvt minut, så det vil være nemt at spå, at denne sang ryger på repeat et utal af gange.
Det er samme type popmelodi, vi finder i “Entertainer”, der på typisk Kasher-vis kører ud ad en ironisk selvrefleksiv tangent. »Entertainer, it’s all you’ll ever become / You’re no artist, you’re a musician / So entertain us, come on and sing us a song / Keep the customers drunk,« lyder det catchy, energiske omkvæd med lækkert keyboard-arbejde og iørefaldende basgange. Endnu en lækker lille sag på under tre minutter, der giver sig i kast med et Kasher’sk udefra-ind-syn på sig selv og dette med et blink med øjet mod kunstneres selvopfattelse.
Omaha har altid fungeret som kernen og centrum for Saddle Creek og deres bands. Men det kan også nemt fungere som et isolationsfængsel i den amerikanske midtvest. Det gør det ikke nemmere, når Kashers kone vil væk fra byen. »I was filling up with doubt / Out of Omaha?« tænker han i den bitre farvelsang “Leaving Omaha”. Af ren kærlighed vælger han at tage med, men han må til sidst indse, at det sted, som han er trådt væk fra, er stedet, hvor han hører hjemme: »I gotta get back over that bridge / To the town where I live / I guess that’s where I’ll stay / Omaha.« Sangen føles dog meget som af en andenrangskvalitet i forhold til titelnummeret. Med gumpetunge trommer og unødvendigt skæve akkorder samt en doven og halvkedelig vokalmelodi er det en utilfredsstillende åbningssang på ep’en.
Den sang, som skiller sig mest ud fra mængden, er “Friction!”. Det er det mest rockede nummer, og det lyder mest af alt som et gammelt Pixies-afkast. Hvor meget det end rykker i skoene – for det gør det – så bryder det fuldstændig med den lyd, som de øvrige numrene har etableret. Når vi nu er rykket ud af vores sko, kan vi lige så godt tage et nummer i en tredje grøft til at afslutte Lovers Need Lawyers-ep’en. Det er tilfældet med “For the Love of the Song”. Hvor forskelligartet det end måtte virke, viser The Good Life, at de sparke liv i sange i flere genrer, eksempelvis denne blide og elegante folk-ballade. »It’s a song about the great despair / Of the loner at the end of the bar / Well you are what you are,« lyder det som med et resignerende skuldertræk, men Kasher prøver at overbevise os om, at »I’m not depressed,« hvorefter der bliver råbt, som fra en anden person: »Hey, but this guy sounds depressed again.« Og nogle gange er der grunde dertil, og når disse grunde kommer til overfladen, skal det hele vendes på hovedet ifølge Kasher. Sangen eksisterer nemlig ikke på pga. smerten – det er lige omvendt: »And the bits of pain you still stomach / It’s for the love of the song.«
Ja, alle Tim Kasher-sange kræver deres ofre. I flere tilfælde på denne plade er det altså ham selv. Men retsag eller ej, Kasher vil altid nyde at lade sig selv stå til offentligt skue, og når det giver hans sangtekster dette ekstra twist, så kan vi dårligt tilade os at klage over det. Og vi vil jo nødig have det den anden vej rundt, som pressematerialet konkluderer: “Just be glad he isn’t singing about you.”
