Jonathan Fire*Eater var navnet på en lovende ung gruppe tilbage i slutningen af 90’erne. Deres lyd var en blanding af indie- og garagerock, og de blev spået til at blive noget af det næste store. Men desværre nåede gruppen kun at udgive to plader, før de måtte gå i opløsning. Salgstallene var alt for skuffende for pladeselskabet. Tilbage stod Walter Martin, Paul Maroon og Matt Barick fast besluttet på at blive ved med at spille musik på trods af Jonathan Fire*Eaters mindre fiasko. De fandt sammen med nogle gamle skolekammerater fra gruppen The Recoys, Hamilton Leithauser og Peter Bauer. Og således blev The Walkmen født.
Denne lille forhistorie tjener det formål at vise, at det er erfarne drenge, som vi har at gøre med. Et band, hvis navn begynder med ’The’ har i vore dage en berettiget tendens til at blive sat i bås med drengerøve i læderjakker, men ve den, der gør dette mod The Walkmen. Ganske vist er det postpunk, vi har at gøre med, ganske vist varmer de op for The Strokes sammen med The Stills, men de ingredienser, som bliver blandet sammen med denne genre, skaber et særpræg, der ikke gælder mange af de “The”-grupper, som eksisterer i dag.
Bows + Arrows er navnet på The Walkmens andet album, og ved første gennemlytning fremstår det som en mudret blanding af indtryk, der ikke er til at rubricere. Men jo længere tid pladen bliver liggende i afspilleren på repeat, jo hurtigere lægger disse indtryk sig på plads, og pludselig står man med en plade, som er en ægte grower. Det, som først lyder som manglende melodi eller guitartomgang, udvikler sig til noget helt andet og meget større. Formålet i The Walkmens musik kommer frem i de små detaljer, der gemmer sig i nogle af de mere kaotiske sange. De færreste af sangene er bygget klassisk op med sang, omkvæd og c-stykke; tværtimod er dette skema konstant skiftende.
De bedste numre er de mest aggressive og pågående, såsom den mægtige tordenstorm The Rat der bølger af sted med guitar og trommer, mens den vrede Hamilton Leithauser skriger: “Can’t you hear me / I’m calling out your name,” og denne sang er et perfekt eksempel på Leithausers store variation i sin vokal. Til tider spinkel, til tider croonende og til tider vred. Blandt de bedste af sangene findes også den bragende gode og smukke Little House of Savages, som i sig selv er en lille postpunk-klassiker med et riff og en rytme, der ikke er til at få ud af hovedet.
Et af de mest originale numre på pladen er Thinking of a Dream I Had, der i bund og grund lyder som hård garage tilsat “¦ ja, såmænd et orgel. Og resultatet er vidunderligt. Den sidste sang på pladen, titelnummeret Bows + Arrows, er en sang, som er den fuldendte afslutning på pladen. Et stille nummer der kryber ind under huden, men ikke før to minutter inde i sangen. Det stykke er for skønt til at være sandt og skulle nok kunne give et par klumper i halsen.
Men når vi nu er ved de stille numre, så er det dem, der, uden at være dårlige på nogen måde, er pladens svaghed. De er alle sammen vældig flotte, men i forhold til de mere rockede sange, så blegner de desværre en del. Jeg følte mig ikke nær så tiltrukket af dem, især ikke et nummer som No Christmas While I’m Talking der virker en smule overflødig på mig. Åbningsnummeret What’s In It for Me? er en god måde at fastlægge en melankolsk stemning, der går igennem alle sangene. Men for undertegnede fungerer det desværre bare ikke optimalt. Der er mere kraft i numre som 138th street, som er en sød guitarklimprende popsang, eller den aldeles dejlige Hang on, Siobhan, hvis centrum er et roligt piano, der smyger sig om den smukke og ydmyge vokal. Og selv om disse numre stadigvæk ikke påvirker så meget som de mere rå, så er de uden tvivl smukke.
The Walkmens indflydelseskilder er meget forskellige. På Bows + Arrows finder man inspiration fra Joy Division i de rå og hakkende guitarer, mens vokalen til tider lyder som Bono. Der er svævende, uformeligt piano og orgelmusik og blæsende Pixies-rock. Og det er virkelig, virkelig dejligt. Bows + Arrows fortjener at blive hørt af alle rockelskere, fordi den på trods af sin klare postpunk-påvirkning, når ud til alle musikalske spektre i modsætning til mange af de grupper, der i dag betegner sig postpunk. Og når det kommer til deres opvarmningsjob for The Strokes, så må spørgsmålet falde, om hvem der egentlig burde varme op for hvem.
