Plader

Eskobar: A Thousand Last Chances

Skrevet af Klaus Mors

Til tider smukt, til tider alt for anonymt. Det er rent ud sagt en blandet fornøjelse at lytte til svenskernes seneste album.

Eskobar er et sympatisk og særdeles ufarligt bekendtskab. De laver musik, der ligger tæt op ad Kent – de har den samme nordiske, melankolske stemning – og ellers engelske guitar-rockbands. Indpakningen er god, melodierne er lige i øret, men det er alligevel lidt kedeligt. Der mangler simpelthen nogle skarpe kanter. Enkelte momenter af country – det er ikke mange – og folk er ikke helt nok – og da slet ikke når man skal lede længe for at finde det.

Det er bandets tredje album, og der er ikke rigtig sket nogle markante ændringer. De lyder stort set, som de gjorde på debuten. Det hænger nok til dels sammen med, at Eskobar har fundet en succesfuld formel (There’s Only Now fra 2002 blev i hvert fald en storsællert), som de ganske pligtfyldigt følger. Formentlig til deres pladeselskab og fans’ store begejstring.

A Thousand Last Chances åbner med den smukke “Cold Night”. Forsanger Daniel Bellqvists stemme er langt fremme i lydbilledet og kun akkompagneret af guitar og en ret effektiv slide-guitar. Det er her, Eskobar er stærkest, for her er der plads til melankolien, og der er højt til loftet, men det er alligevel yderst spartansk. Sangen kan sagtens være skrevet en kold efterårsaften, for stemningen passer perfekt til en sådan tid. »It’s a really cold night,« synger Bellqvist, og man håber, at de vil forfølge den længselsfulde tristesse, som præger sangen. Det gør de ikke.

De to næste numre, “Big Sleeper” og “You Got Me” er præcis sådanne sange, der gør, at albummet ikke får forløst det potentiale, som Eskobar sikkert besidder. Det er lette og melodiske rocknumre, som simpelthen er så tilpas iørefaldende og anonyme, at de passer perfekt til P3’s sendeflade. Kedeligt og værdiløst. Man får uvilkårligt en følelse af, at bandet ikke rigtig brænder for disse sange, da de virker som det fyld, der skal til for at tilfredsstille en ikke-krævende lytter.

“Fly on the Wall” og den flotte “Love Come First” har om ikke andet så i hvert fald potentiale til at blive råspillet på kolde og regnfulde dage. Det er ikke, fordi de har den store originalitet over sig, men de har bare en dejlig sørgmodig stemning, som man godt nok finder hos mange andre bands, men som bliver yderst effektivt skudt af her. Det er så endnu et lille kritikpunkt, at sangene for det meste leder tankerne hen på effektiv sangskrivning og ikke på et udtryk, der kommer direkte fra hjertet.

Og sådan fortsætter det egentlig på resten af cd’en. De stille sange bliver afløst af de velkomponerede radiosange. Så det er altså en blandet fornøjelse at lytte til Eskobar, da de alt for ofte kommer til at lyde som en kopi af Travis, som man heller ikke kan klandre for den store fornyelse.

Singlen “Love Strikes” er den type sang, som bedst beskriver, hvad dette band har at byde på ud over de stille sange. Den er skåret efter en hit-formular for melankolske guitar-rockbands, og den formel viger de ikke fra. Her sidder man med en fantastisk melodi, som er svær at få ud af hovedet, men samtidig er en yderst kedelig og ordinær sang. Det er en meget ambivalent følelse at lytte til det.

A Thousand Last Chances er et godt album inden for genren, men Eskobars manglende lyst til at udfordre lytteren – og sig selv for den sags skyld – gør, at albummet ikke kommer til at blive i stereoen alt for længe. Man får let de fleste af sangene på hjernen, da de netop er skræddersyet til dette formål, og det er kun de allermest triste og melankolske sange med sparsom instrumentering, der virkelig fanger. Og det er de sange, som jeg gerne vil have et album fyldt af. Eller endnu bedre: Et album hvor Eskobar bryder fuldstændigt ud af formlerne og bare på en eller anden måde udfordrer – de har trods alt stor tæft for den gode melodi. Men det kommer nok aldrig.

★★★☆☆☆

Leave a Reply