Sleeping on Roads er en underlig størrelse. Underlig, fordi den er komplet umulig at bedømme ud fra en simpel karakterskala. Enten står pladen til noget nær topkarakter, eller også når den ikke over middelmådigheden – alt efter om man som lytter bryder sig om den lidt for åbenbare inspiration fra singer/songwriter-scenens genfundne legende, Nick Drake.
Engelske Neil Halstead, der tidligere har svinget med skørterne i Slowdive og nu er forsanger i Mojave 3, har med sit første soloudspil lagt sig så tæt op ad Nick Drake, at det næsten er umuligt at høre forskel på de to. Det er egentlig en skam, for Neil Halstead har med Mojave 3 bevist, at han er en mere end kapabel sangskriver, og på det seneste udspil fra Mojave 3, Excuses for Travellers, møder man en Neil Halstead, hvis sangskrivning og stemme begge når en høj standard inden for den folk-inspirerede lofi.
Problemet med Sleeping on Roads er dog ikke sangskrivningen, der er simpel og smuk, men derimod stemmen, der trækker tydelige referencer til Nick Drakes vidunderlige univers. Om dette nødvendigvis er en dårlig ting, er op til lytteren at bedømme, men eftersom netop stemmen er en af de ting, sangeren har begrænset indflydelse på, ville det måske have givet en mere original og selvstændig plade, hvis Halstead havde drejet selve sangskrivningen på Sleeping on Roads lidt væk fra den, man møder på Drakes klassikere.
Ser man derimod bort fra de lidt uheldige ligheder mellem Drake og Halstead, er sidstnævnte rent musikmæssigt sluppet rigtigt godt fra det med Sleeping on Roads. Det er en smuk plade, med ni smukke sange, hvoraf Hi-Lo and Inbetween og See You on Rooftops er blandt de bedste. Man svæver hurtigt langt ud i Halsteads blide singer/songwriter univers, hvor Nick Drake måske er den tydeligste stjerne på nattehimlen, men hvor det stadig er Halstead, der styrer raketten. Og kan man som lytter at se bort fra de lidt for tydelige referencer til Nick Drake, er Sleeping on Roads et ganske kvalificeret bud på 2002’s smukkeste plade.





