Bag navnet Son of the Velvet Rat finder man den østrigske singer/songwriter Georg Altziebler (som bl.a. har arbejdet sammen med Bloom 5 og Sonntagskinder). Son of the Velvet Rat blev oprindelig dannet sammen med Robert Kres tilbage i 2000 som en reaktion mod tidens “testosteron-rock” – eller “cockrock”, om man vil – og dette første fuldlængdealbum indeholder da også en samling yderst mørke, sarte og stille numre.
Son of the Velvet Rat er i dag et soloprojekt, idet Altziebler bl.a. selv spiller på alle instrumenterne. Med som gæst er dog jazzsangerinden Ingrid Moser, som bidrager med stille korsang i baggrunden flere steder.
Næsten alle sangene er simpelt bygget op med Altzieblers mørke stemme og akustiske guitar i front, og temaerne kredser om ulykkelig kærlighed, fremmedgørelse og ensomhed. Rent stemmemæssigt kan Georg Altziebler med sin ganske sofistikerede, mørke og følsomme vokal minde en del om Stuart Staples fra Tindersticks.
Den dystre stemning slås an fra første skæring, “Leaving You”: »And this is you without me by your side / This is the future / Black, but open wide.« Det er deprimerende sortsyn uden megen glimt af håb, men alligevel er det en både sart og smuk perle, der er udført forbandet overbevisende og ærligt.
Efterfølgeren, “Play a Ghost Note on My Soul”, er om muligt endnu mere mørk og sine steder nærmest creepy. Nummeret slæber sig dystert af sted med tunge, mørke lyde, og Altzieblers stemme er yderst spinkel og sart.
Så har “Phantom Song” mere musikalsk såvel som tekstmæssig skønhed over sig. Med mundharmonika og linjer som »Somebody smoked my paperwings / So I must fall« fanger éns opmærksomhed på en måde, så man sidder og lytter nøje til hvert ord, der synges.
Alt er skåret ind til benet, og det enkle udtryk i både tekst og musik er kodeordet. Flere gange resulterer denne fremgangsmåde i ganske smukke, minimalistiske ballader. Et godt eksempel er “Your Sweetest Smile” med linjer som »When she comes she is beautiful / When she goes I’m blue« og »I see you kissing somebody who doesn’t look like me / But you saved your sweetest smile for me.« Det er enkelt, sart og følsomt, men uden at det kommer til at virke patetisk eller kliché-agtigt.
En mere pudsig detalje ved pladen er coverversionen af Joy Divisions “Love Will Tear Us Apart”, som efter en tur gennem Son of the Velvet Rats rolige og mørke lydunivers næsten ikke er til at kende. Sangen er blottet for al den energi, der kendetegner originalen, og tilbage er en dyster vokal og simpelt guitarspil.
Den dystre og mørke stemning, der gennemsyrer store dele af By My Side, gør, at det ikke er en plade, man har lyst til at lytte til hver dag, og indimellem bliver den dystre atmosfære en kende for overvældende, men Son of the Velvet Rat mestrer også det eftertænksomme og drømmende til fulde. Når de mørke stemninger resulterer i eftertænksom skønhed, er det ganske enkelt fremragende. Især “Leaving You”, “Phantom Song” og “Your Sweetest Smile” er mørke perler, der klart er på højde med eksempelvis Tindersticks og Leonard Cohen.
