Kvartetten No Privacy er efter sigende det første ikke-amerikanske band på det L.A.-baserede Hard Soul Records. Om det er derfor, at selskabet fylder pressemeddelelsen til denne udgivelse med så mange grotesk overdrevne lovprisninger af bandet, at denne bliver noget af det mest ufrivilligt morsomme, verden endnu har set, vides ikke.
No Privacy bliver her sammenlignet med Joy Division, Beatles, Primal Scream, Velvet Underground og Radiohead. Hvis så bare No Privacy lød som nogle af de ovennævnte kunstnere, så var det da helt i orden – det gør de bare ikke. De lyder som P.J. Harvey med et lille skvæt Sonic Youth oveni.
Ep’en indledes med de vise ord: »I’ve never been tortured in Honduras« – en sætning, man ikke helt ved, om man skal grine af eller tage seriøst. Med sangerinden Roxanna Albecks stemmeføring in mente mener hun det sikkert alvorligt, og på trods af den noget ubehjælpsomme tekst er ep’ens titelnummer egentlig ganske glimrende, især i den længere album-version.
Det korte “Madman” er derimod mislykket på trods af iørefaldende guitarriffs. Nummeret falder sammen på grund af Albecks tekst, der denne gang er endnu mere patetisk end i titelnummeret, og hendes stemmeføring, der rammer alle Janis Joplin-klichéerne lidt for rent.
“Secret Hours” viser en mere afdæmpet side af bandet – desværre kommer sangen aldrig ud af stedet. Det gør i stedet “At Your Feet (Part 1)”, der er stemningsfuld postpunk med isnende guitarer og en Roxanna Albeck, der aldrig kammer over i det ulidelige. Det gør i stedet remixet af “Places”, der virker som én stor fejldisposition: en gammeldags form for technorock, der ikke engang ville have været interessant i 90’erne.
No Privacy er bestemt ikke talentløse – de er bare langtfra så gode, som deres pladeselskab vil gøre dem til. Kun fremtiden vil vise, om No Privacy vil være i stand til at frembringe materiale af samme kvalitet som deres forbilleder.
