Vi er godt og vel i gang med det, der kaldes den mørke årstid, hvilket frembringer vinterdepressioner, humørsvingninger og andet nedbrydende for psyken. Sol og varme er for mange medicinen, der lindrer – og fred være med det. Men når man nu bor i Danmark og kun har sin halvmørke stue og skæret fra et stearinlys at lune sig på, må man ty til andre alternative midler. Her er Castanets debut Cathedral et godt bud. Man bliver ikke nødvendigvis i bedre humør, men man rammes af den tristesse, der er på albummet og føler, at man ikke sidder alene og piller sig selv i navlen. Det er spartansk, mørkt, smukt og dragende.
Centreret omkring frontmand Raymond Raposa serveres sangene enkelt og spartansk. De er optaget i en hytte i Californien, hvor man aner stilheden og ilden i pejsen, som sammen med en speciel intimitet er med til at danne grundlag for de meget afvekslende sange, der blander traditionel country med en sjat avant-folk hér og en spids psykedelisk pop dér. Med andre ord kan man kalde Castanets en hybrid mellem Bonnie “Prince” Billy og Sufjan Stevens… hvis det da i det hele taget giver nogen mening.
Den næsten gotiske indledning i Cathedral 2 er en mørk og nærved uhyggelig duet mellem Raposa og hans kvindelige modspil Brigit Decook, der er med i flere af numrene. Her rammer de den sløve og intense stemning, man kender fra The Black Heart Procession, hvor orgelmusikken flyder og farver det hele sort og dystert.
Det lysner lidt i Industry and Snow, der i sit rockede og syrede countryudtryk giver bevis på det mix af struktur og frihed, som er fremtrædende på pladen. Mundharpen får fuld gas og lukkes ned af en syret og forvrænget stryger. En anelse bizart, men samtidig med til at give frisk luft for det mørke og tillukkede.
You Are the Blood dykker dybt ned i kulkælderen, hvor den sløvt fører lytteren med gennem i et blødende melankolsk mørke. De smukke og afvekslende No lights to Be Found og Three Days, Four Nights er komponeret med små og forsigtige blæsere, raslende slagtøj og lav steelguitar. Igen tillagt de to intime vokaler fra Raposa og Decook – og hvor tankerne henledes på en tidlig Leonard Cohen.
Singer/songwriter-stilen holdes fornemt i As You Do, der med sit kærlighedstema og mere lyse vokalarbejde bliver det nærmeste, man kommer en forløsning på vinterproblemerne. Musikken består af enkel akustisk guitar og simpelt slagtøj, men heller ikke her holder Raymond Raposa sig til en ensidig fortolkning – og det pibler pludselig frem med små klokkelyde, harmonika og lidt synth. Det bliver aldrig helt klassisk. Heller ikke den countrylignende We Are the Wreckage går forbi uden et twist af blæser, klokke og psykedeliske vibraeffekter.
Der er højt til loftet på Cathedral, men de to små programmerede mellemspil Just to Break Free from a Hundred Families og Cathedral 3 virker en anelse malplacerede. Det ustrukturerede tillægges stor betydning i kompositionerne, og det virker, som om flere numre blot er skitser og endnu ikke er helt er færdiggjorte.
Der er dog ingen tvivl om, at det ubevidste og frie er bevidst, for der er så mange små finesser i numrene, at det ikke udelukkende kan være improviseret og frit fortolket. Måske har Raposa ikke turdet at gå dogmelinen helt ud – det skal dog ikke tilbageholde holdningen herfra, at der er masser af rigtigt fine idéer med på pladen.
Cathedral afsluttes med den iørefaldende og semi-elektroniske Cathedral 4, der umiddelbart virker som et fejlskud, men Raposa tager stikket hjem til slut. “There is no path in our flight,” synger han, hvilket må siges at være det altoverskyggende tema på denne debut fra Castanets. Det er ustruktureret struktur, hvor kapelmester Raymond Raposa har fået en masse af sine musiske venner fra San Diego til at lege med, og han har komponeret og en af årets fineste debutplader.
