Det kan lyde noget voldsomt at kalde sig Murder, medmindre man begår sig i den hårdere ende af genreskalaen. Måske netop derfor rammer bandnavnet Murder så meget desto hårdere, når det viser sig, at musikken ligger langt fra den umiddelbare forventning.
At lytte til Murder er som at fastlåse blikket på den brede horisontale linje, hvor solen stiger for senere at dale igen. Det er som en køretur ud i et fladt, nøgent landskab, hvor man finder en tryghed i de stabile omgivelser – dog stadig med frygten for ind imellem at falde i søvn bag rattet.
Dette er lyden af en ubeskrivelig angst klædt i dulmende mørk popmusik. Dette er lyden, som inviterer til en blanding af eftertænksomhed og tidsfordriv. Murders debutplade One Year From Now It’s My Birthday er en lettere ustabil størrelse, som pendulerer mellem smukke, atmosfæriske melodier og mere anonyme mellemvægtere.
Murder er ført an af sangskriveren Jacob Bellens. Ham og resten af Murder oplevede denne anmelder for første gang for knap to år siden, da de spillede på Vega. Bellens stod i front og skuede ud over sit publikum med et hypnotiserende blik og en ophøjet ro i kroppen, og allerede dengang kunne man fra tid til anden føle sangene ramme direkte ind.
One Year From Now It’s My Birthday er ude på det til lejligheden genetablerede Lidocaine-label, som tidligere har udgivet bl.a. Luksus. Det er resultatet af en forgæves jagt på udgivelse af nærværende plade, hvor flere aftaler først var på plads for dernæst at gå i ét med luften. Og når man hører One Year From Now It’s My Birthday, bliver man kun glad for, at der er trukket i tråde for at få pladen ud.
Som en slags musikalsk direktionelt kompas indeholder pladen fem “verdenshjørner”, der fremstår som solide, følelsesladede højdepunkter.
“Kerosene and Rags” er en stærk åbner på pladen. Akustiske molakkorder og fuglekvidren etablerer en særdeles virkningsfuld kontrasteffekt, som yderligere udfolder sig med smukke og ildevarslende vokalharmonier, som var dette forlagt Pink Floyd-materiale.
“Swingers” er et rullende nummer med simpel akustisk progression og atmosfæriske tiltag med synthlyde og Bellens’ nænsomme fortælling. Det er et samlet udtryk, der indeholder en sælsom følelse af utryghed, som når et barn lægger sig til at sove, vel vidende at skabsdøren på klem snart vil blive åbnet af det monster, som bor derinde.
“A Thousand Roads” er en smuk ballade, hvor skodderne er slået for, persiennerne lukket i og rullegardinet trukket ned. »And so we came to realize our dying wasn’t all that heavy after all,« synger Bellens i særegen hviskende stil, hvorefter sangen slår over i en gyngende rytme, der gør tungsindet lidt lettere. Vidunderligt!
“Kids” og “Time” er to dynamiske numre, som er lagt helt i enden af pladen. “Time” er underligt dansabel på en mørk måde, som om nummeret inviterer til en slags djævleuddrivende renselsesceremoni. Bevægelse eller ej, smukt er det i hvert fald.
“Kids” lader sig langsomt fylde med instrumenter, mens der navigeres mod det bløde klimaks. Bellens’ vokal er lettere sløret, så det er ikke nemt at tyde de fortællinger, der, at dømme ud fra brudstykker, lyder uhyre interessante. Her ville tekster i coveret have været rart.
“Young Is Beautiful markerer begyndelsen på en adspredt stribe af lettere anonyme sange. Med sit slæbende, knasende beat traver den fremad i vedvarende tempo og gør det klart, at den bygger på atmosfære og stemning, en mørk og ulmende af slagsen. Det lykkes denne at trænge igennem, men den har ikke held til at gøre mere ved sig selv, så efter to-minutter-mærket begynder man at kede sig lidt. “A Trace of Blood” og “Electric Leaves” er øvrige numre, som heller ikke formår at holde den høje standard, som pladens stærkeste materiale stiller frem.
One Year From Now It’s My Birthday er altså ikke en decideret stærk plade, men den rummer flere stærke sange, som viser et stort potentiale i Murder. Helt forløst blev potentialet altså ikke i denne omgang, men i næste ombæring kan der nemt ske store ting. Så hold endelig øje med Murder.
