Plader

Cloroform: Cracked Wide Open

Man fristes til at kalde Cracked Wide Open for det store vanvidsmix. Funk, rock, soul, industrial, og punk er en del af Cloroforms udtryk, der efter en tur i musikblenderen både lyder originalt, kækt og måske endda en anelse mere poppet, end man er vant til fra nordmændenes side.

Er det luften? Eller er begrebet sne mere end bare frossent vand i Norge? I hvert fald har nordmændene indtaget et eller andet, der sætter gang i systemet, for Cloroform er en trio, der gør sig bedst uden for normerne – med gøgl, energi og frem for alt trang til at eksperimentere.

John Erik Kaada styrer løjerne, og via hans keyboardflader og højoktane improvisationskompositioner banker Børge Fjordheim og bassist Øyvind Storesund, der også svinger bassen i Kaizers Orchestra, de mange musikalske udtryk rundt i universet, så energimåleren er faretruende rød. De uforudsigelige melodier er absolut dansable, men der skal en god portion vanvid i skoene til at få kroppen i svingninger.
Sangene stiller sig ikke i kø for at komme i nærheden af top-30. De sexfikserede tekster lever deres helt eget liv i et univers, der ikke lefler for pøblen, og man fornemmer, at pladen er lavet på 100% ren fornøjelse og ikke for at fornøje. At det så faktisk lykkes, er en anden sag.

Energien pumper ud af højtalerne, så snart pladen snurrer. Bassen hopper i takt med guitaren, der tømmer beskidte akkorder ud over den halvskingre og råbende Kaada i Public Pervert. De punkede rytmer hjælpes på vej ved hjælp af behagelige keybordflader, der dog kun yder førstehjælp, når de bastante toner trænger til en rygepause.
Anderledes groovy og funky begynder Love You More, der viser Cloroforms nye platform, de poppede tendenser, der udsættes for et halvalmindeligt sing-along-omkvæd, der dog ikke skal synges i kirken om søndagen. Trommen holder en rytme, man plejer at klappe, og guitaren holder sig pænt i baggrunden.

Overraskelserne ligger og lurer rundt om hjørnet. Bluesrytmer byder op til dans på Imaginary Girlfriend, overlader scenen til fine korarrangementer og ender med selv at lukke og slukke. Denne dualistiske tilgang til kompositionerne er klart Cloroforms varemærke, og de gør det med en smittende energi og coolness.
Præmisserne for melodierne er enkle. Vi starter et sted, og måske kommer vi tilbage til udgangspunktet, men uanset hvor vi lander, skal lydbillederne males i mange nuancer.
Beatet i The Entertainment Industry er flabet og funky med rå guitarriffs, der spiller op til hinanden som i en 2005-udgave af Wild Thing. Kaada forener fint sin falset med sine egne synthstrukturer, der viser god sans for melodier.

Trods de poppede øjeblikke på Cracked Wide Open vil det vare forkert at kalde sangene for en blid omgang. De improviserede guitar- og keybordarrangementer får godt nok modspil af trillende piano og englekor på Eat Your Face og klokkespilslyde og en sagte Kaada på Spend Your Life, men det er som ulven i bedstemors seng. Mild og iørefaldende, men samtidig brutal og beskidt.
De upolerede basgange, flyvske og hurtige trommer og skingre guitarer ligger på lur, og hver gang chancen byder sig, stiller de sig foran i køen. Ind imellem er der dog for mange spillere på isen, og man kan ikke nå at nyde de enkelte og hurtige elementer i sangene.

Kaadas vokal tager en ordentlig tur i rutschebanen. Skinger, råbende og hæs det ene øjeblik for så at være mild og nærmest Beck-croonende i det andet som på Broken. Det falder meget godt ind i de kontraster, der er i kompositionerne.
Fremhæves skal også Børge Fjordheims energiske og til tider rullende trommespil, der lyder overlegent og kontrolleret, selv om melodierne mange gange tager turen ned at den sorte løjpe.

Cloroform er et cirkus. Sangene er artisterne, der fremfører deres forskellige kunster, og programmet er varieret og underholdende. Det er svært at finde en egentlig reference til dette band, og sådan skal det nok også være.
Kunst kan være anstrengende at se og høre på. Men det er som regel det sære og spøjse, man bedst husker. Cracked Wide Open er i hvert fald svær at glemme, og de finurlige sange forlader ikke sådan lige systemet, selv om det kræver sin mand/kvinde at lægge øre til Cloroform, der virker alt andet end søvndyssende.
En original og imponerende samling af norske fornøjelser tilsat strejf af kreative musikalske eskapader.

★★★★☆☆

Leave a Reply