Der var engang en engelsk gruppe ved navn Wolfgang Press, hvis betydningsfulde 80’er-produktion blåstempledes af det stærkt kvalitetsbevidste pladeselskab 4AD. Her spandt gruppen i selskab med Cocteau Twins, Dead Can Dance og This Mortal Coil mørke ballader gennem en musikalsk udvikling fra postpunk og gothrock til et mere funket og groovebaseret udtryk. En af gruppens største fortrin var Mick Allens dybe og mørkt glødende stemme, der i dag bør sammenlignes med Kurt Wagners samme samt stemmerne af Madrugadas Sivert Høyem og The Opiates Thomas Feiner.
Der er imidlertid gået ti år, siden verden sidst hørte fra Wolfgang Press, og i dag finder vi Mick Allen i samarbejde med den elektroniske musiker Giuseppe de Bellis, bedst kendt for sine kollaborationer med The Orb. Sammen kalder de sig Geniuser, og kombinationen af disses musikalske formåen er mundet ud i albummet Mud Black, der, for ikke at gøre projektet mindre eksotisk, udkommer på det mystiske danske selskab Phisteria.
Åbningsnummeret “Untie My Hands” svæver let af sted med stemmesamples, luftige beats og Allens perfekt afstemte sang. Lydbilledet behager især på grund af den fine symbiose mellem den bløde, næsten forførende menneskestemme, der veksler mellem dragende hvisken og fastbestemte fraseringer.
Allerede i den anden skæring, “You Can Lose It”, taber Geniuser dog pusten. Balancen mellem vægtskålene af forførende fusion og klinisk konglomerat tipper mod sidstnævnte. Lydbilledet har mistet charmen og domineres nu af nogle tørre takter af kønsløs og kedsommelig elektropop. Allen rapper og småstønner sig imellem tonerne fra en repetitivt enerverende bas, og nummeret bevæger sig absolut ingen vegne.
Denne kedelige tendens viser sig desværre snart at beherske størstedelen af albummet. De Bellis’ beats, pads og effekter lyder uhyggeligt meget som uddrag af midt-90’ernes musiksoftwareprogrammers egne eksempler, der i overhængende grad mangler kant og suspense. Enkelte af de afdæmpede rytmefraktioner henleder tankerne på de mere industrielle grooves i Depeche Modes produktion, men uden ægte instrumenter fremstår lyden umådelig fattig.
Først i “Like the Ocean” spidses ørerne igen af den svævende elegance fra åbneren. Lydbilledet svøber sig i et leje af svagt lys og flygtige tangentanslag, der endelig skaber en melodiøs stemning, som er stærk nok til at fremmane billeder og anelser. Vokalen hvisker med en sløv og klagende røst, som krøb ordene over læberne med samme svære tyngde, som tårer falder fra øjnene. Med ordene »come face your pain / come to me« får man det indtryk, at Allen er et genfærd, der spøger i sindet, og Geniuser træder da i kraft som et projekt med menneskelig indlevelse og oprigtig karakter.
Mud Blacks svagheder synes at grunde i en svært definerbar utidighed. Mange kunstnere formår i kraft af et strålende personligt præg at bibringe verden endnu bredere perspektiv, men Geniusers unikke lydrum synes ikke at beskrive noget af denne verden. Netop denne egenskab plejer at være en positiv værdi af arten innovation – men hvis den ikke klæder verden, fordi den ikke beskriver noget som helst, kan man kalde det musikalske krumspring for rent blændværk.
Den mærkeligt syntetiske mørke loungemusik tjener måske bedst til bedøvende lydtæppe i underverdenens shoppingmalls, for den synes aldrig at samle sig selv til at indtage den levende jord. Dertil er melodierne for sjældne og vage til at opveje det tynde elektroniske kludetæppe, hvis skygger synes at slukke lyset i Mick Allens ellers så stærke vokal. Så nytter det ikke meget at han begynder at rappe som Maxi Jazz fra Faithless i “This Is What I Know”. En malplaceret detalje, der end ikke er til at grine af i Geniusers stille bippende og plastiske mørkekammer, hvor alt slutteligt opsluges af det muddersorte ingenting.
