Den franske duo Margo, der består af sanger Melanie og sangskriver og guitarist Jean Francois, er klar med deres andet album, opfølgeren til The Catnap fra 2002. Begge plader er udgivet på det franske label Peter I’m Flying, der har dedikeret sig til fransk avantgardepop. De to kunstuddannede franskmænd i Margo leverer da også en poetisk og insisterende electropop med tekster, der veksler mellem modersmålet fransk og engelsk.
En spindende kat åbner pladen på nummeret “Les orties” og forbereder én på, at man vil blive kælet for. Men at man absolut ikke skal føle sig helt tryg i Margos univers, opdager man med det samme. For katten spinder ikke længe, før den bliver overdøvet af et pågående beat sammensat af både trommer og vokal.
Den første halvdel af pladen er gennemgående overfladiske popkompositioner, og numre som “Furies”, “1.2.3” og “Today” har alle et yderst medrivende flow med en skæv og vokal-fikseret tilgang til kompositioner og beats. Margo kombinerer til daglig deres musik med installations- og videokunst, og dette kan tydeligt mærkes på musikken, der ofte får nethindens indre til at gå fuldstændig amok i farvekaskader og rytmiske regnbuespringvand.
En blanding af forudsigelighed og uforudsigelighed præger pladen, hvor flere modsætninger mødes, og især er Margos lyd meget præget af mødet mellem den organiske musik og den syntetiske. Elektroniske elementer og maskiner møder på Furtives Furies, rigtige instrumenter i en forening, der er så gennemført, at man til tider kan blive i tvivl om, hvilke elementer der er “rigtige” instrumenter, og hvilke der er maskiner.
Melanie synger forsigtigt, men bestemt, med en meget luft-betonet klang på hele pladen. Den meget stilsikre sang er dog et par gange ved at kamme over i det teatralske og krukkede.
Da “Favorite” begynder, sker der et skift. Man kan pludselig fornemme en helt anden åbenhed og ærlighed fra Margo, der efterhånden dropper den stilsikre facade og bliver mere oprigtige og menneskelige. Dette gælder både kompositionerne, men i særdeleshed også følingen med instrumenterne. Det er ikke længere lytteren, der skal kæmpe for at forstå Margos univers, men derimod bandet selv, der er blevet mere udadvendte og sårbare, netop fordi facaden er væk.
Modsætningerne spiller også en større rolle på den sidste halvdel af pladen. Mens dynamikken har været utroligt varieret på hele pladen, er der i langt højere grad kommet en spredning i kompositionernes stemninger. Hvor de første seks-syv sange på Furtives Furies var af den overfladiske og poppede slags, er der nu dybtfølte elektroniske ballader, der i melodiøsitet kan minde om Joy Division, solrige og organiske sange, der kan minde lidt om múm, og så de gennemsyrede spøgelsessange med en lyd, der vist kun kan betegnes som Margos egen.
Der er næsten en kamp mellem det gode og det onde i Margos sange. Men på de tidspunkter, hvor man endelig føler, at det gode har vundet, og solen er stået op, kommer spøgelserne straks farende ud af skabet igen og giver det gode kamp til stregen. Dette høres tydeligst i overgangen fra den skrabede lyse “Blondine” til den superfede “Vue du ciel”, som med et par funky trommer smyger sig elegant og spøgelsesagtigt ud i rummet.
Melanies vokal fremstår klart stærkest på nummeret “Regrets”, hvor hun dropper den luftige klang og synger mere igennem. Dermed får man for alvor følelsen af, at Margo virkeligt har noget at sige.
Der er ingen tvivl om, at denne plade nok skal kunne give nogen et ordentligt skud electro i blodet. Desværre er min begejstring begrænset, for efter en del gennemlytninger er det stadig meget småt med fængende numre.
Men at der her er tale om et band, der ved, hvad de vil, er stensikkert, og mon ikke også en koncert-oplevelse med dette band, der tilfører musikken deres egne visuelle elementer, ville sætte det hele i et helt andet perspektiv. Indtil videre står Furtives Furies dog som en halvgod plade med et par virkelig fantastiske momenter.
Lyt til “Furies”:
[audio:http://peter.lesmecaniques.net/fileadmin/user_upload/mp3/furies.mp3]