Man hører gang på gang, hvor spændende musikmiljøet i Island er; hvor mange ting der sker i Reykjavik, hvor hip landets hovedstad er – ikke mindst taget i betragtning, hvor isoleret landet er, og hvor få indbyggere det rent faktisk har.
Der er jo også noget om snakken. Island har produceret fantastiske kunstnere med Björk og Sigur Rós som de mest kendte. Men der skal jo også komme musik fra Island, der ikke er unikt, der ikke er interessant. Musik, der ikke engang er middelmådig. Musik, der bare er dårlig. Den slags, der får én til spontant at udbryde: “Det kan jeg sgu gøre bedre selv”.
Præcis sådan et album er debutpladen fra My Summer as a Salvation Soldier alias den 20-årige islandske singer/songwriter Thorir Jónsson
Jeg skal med det samme indrømme, at jeg aldrig har hørt (endsige hørt om) de to hardcore-bands, som den gode hr. Jónsson spiller guitar i, men bandnavnet på det ene burde måske kunne give læseren en anelse om deres kvaliteter. De hedder nemlig Fighting Shit (sic!).
Af en eller anden grund har Thorir Jónsson brugt to dage på at indspille dette album i stedet for at passe sine pligter i førnævnte band, og det burde han nok ikke have gjort, da hans evner som både sanger og sangskriver er yderst begrænsede. Ikke alene er manden udstyret med en stemmepragt så svag, at han får Conor Oberst til at lyde som Johnny Cash. Han er desuden ikke i stand til at skrive en bare nogenlunde interessant sang, og dertil skal lægges hans evner som tekstforfatter, der er så begrænsede, at han får færøske Teitur til at ligne Leonard Cohen.
Thorirs begrænsede sangskrivningstalent understreges i særdeleshed ved, at albummets enlige højdepunkt er det fine – men også lettere forudsigelige – cover af Outkasts formidable “Hey Ya”. Thorir gør, hvad man kunne forvente: Han sætter tempoet ned, barberer sangen helt tæt, så der blot er hans spinkle stemme og en akustisk guitar tilbage – og formår på den måde at trække sangens melankolske kvaliteter helt frem i lyset.
Albummets resterende 11 sange er en forfærdelig lang ørkenvandring, og det bedste eksempel på dette er vel de to versioner af den idiotiske kærlighedssang “Canada Oh Canada”, hvor Thorir ønsker at flytte til Canada med sin elskede, fordi: »All my heart says / Is that you’re so fucking pretty.« Skulle man undre sig over, hvorfor det lige netop skulle være Canada, er det selvfølgelig, fordi det er »the land of the free / The land of you and me.« Disse banebrydende betragtninger leveres over en ikke-eksisterende melodi med akustisk guitar som eneste instrument.
I Believe in This er ikke et album, det er nemt at hade, på trods af at dets manglende kvaliteter. Dette skyldes, at det virker så dilettantisk. Man får virkelig en følelse af, at Thorir mener det her, og at han har formuleret både teksterne og musikken så godt, som han nu en gang kan. Det endelige resultat er bare ikke særlig godt, muligvis fordi den unge islændings talent ikke er specielt stort, eller måske fordi albummet er en joke – et udslag af en bizar form for islandsk humor, som undertegnede fuldstændigt har misforstået.
Jeg tvivler dog på det.
