Kun meget få bands lyder ikke som noget som helst andet. Næsten uanset hvor nytænkende, anderledes, underlige et band er, vil der altid være et eller andet fast holdepunkt i musikken, hvor man tænker, at det lyder lidt ligesom noget andet.
Det gælder også for den debuterende danske gruppe Oh No Ono, der med denne ep leverer et absurd og vanvittigt musikalsk cirkus, der på en gang placerer dem langt væk fra den danske rockscenes typiske fokusering på et radiohit og langt væk fra den alternative rockscenes indadvendte intellektualisme. På coveret er gruppen vist iført hvid teatersminke, rød læbestift, blomsterkranse og månesko. Musikken lyder nogenlunde ligesådan: som musikken fra en surrealistisk og livsglad futuristisk teaterforestilling. Musikken foregår i et fuldstændig vanvittigt tempo og kan vel bedst betegnes som cirkuspunk.
Er Now You Know så en god plade? Tja, det er ikke et let spørgsmål at svare på. Lytterne vil formentlig blive delt i to grupper, hvor den ene del synes det er fantastisk, mens den anden vil løbe skrigende bort. Selv står jeg placeret med et ben midt i hver lejr.
For at tage det positive først er gruppens musik et fascinerende virvar af idéer, spilleglæde, humor og ikke mindst er det et plus, at den er spillet af en flok musikere, der spiller vanvittigt godt sammen, hvilket man ikke kan lade være med at sætte pris på. Det er ofte blevet påstået, at kan man ikke andet, kan man altid spille hurtigt og højt, men sandheden er, at i tilfældet Oh No Ono ville musikken ganske enkelt ikke kunne hænge sammen, hvis ikke musikkerne kunne holde takten til perfektion.
Melodierne er ekstremt catchy, selv om gruppen i løbet af kort tid kommer igennem utallige stilarter og tilsyneladende ikke har lyst til at spille den samme melodi eller takt i ret mange sekunder af gangen. Et eksempel på det er “Ba Ba Baba Ba Ba Well Anyway”, der veksler mellem en form for ska-punk og dødsmetal, men hvor melodien skinner så tydeligt igennem, at man ikke kan lade være med at blive revet med.
“The Fool” sætter tempoet ned, og der bringes en kontrabas på banen og smukt arrangement i grænselandet mellem det jazzede og klassisk musik med en undertone af italiensk musik, som man kender det fra “Lady og Vagabonden”.
Vender man sig derimod mod det negative, er det også meget let at udlægge pladen som en totalt ufokuseret rodebutik, der hurtigt bliver enormt trættende at høre på. En musik, der utvivlsomt har været sjov at indspille, men som ikke nødvendigvis er lige så morsom at lytte til. Vokalen lyder det meste af pladen som taget direkte ud af Smølferne, og om end det er meget skægt, bliver det irriterende i længden.
Vokalen er med til at få musikken til at lyde lidt for meget som en indforstået joke. Det er tydeligt, at man ikke skal tage musikken alvorligt, og at musikken skal være festlig, men en gang imellem kan man ikke lade være med at undre sig og tænke: “Hvad foregår der her?”
Now You Know er ikke en plade, man sætter på hele tiden, da den på grund af sine mange vanvittige indfald er svær at høre uden at koncentrere sig fuldt ud. Pladen varer kun 16 minutter, og det er nok også en passende angivelse af, hvor længe jeg kan holde ud at lytte til musikken.
Oh No Ono har alle de ting, der skal til for at skabe blive et rigtigt kultnavn på samme måde som Düreforsøg for nogle år siden. Oh No Ono vil så få en gruppe af fans, der tilsyneladende har set den dybere mening med galskaben, mens de fleste andre bare vil stå uforstående på sidelinen.
Bandets debutplade er fascinerende og vanvittigt underholdende, men samtidig med at den sprudler af overskud, er det også en plade, som jeg formentlig kun sjældent vil lytte til.
