“Nu køber jeg den sgu’!” var min kollegas klare besked. Jeg havde spillet Art Bruts debutplade Bang Bang Rock & Roll for ham en håndfuld gange. De første gange var ørerne spidset fra de indledende toner. “Hvem er det?” lød spørgsmålet med en tydeligt vakt interesse. De følgende par afspilninger sikrede vip med foden og nik med hovedet. Og i sidste ende var han overvundet. Sådan er effekten, når man lytter til britiske Art Brut. Man bliver simpelthen overvundet.
Men før man overvejer at give sig i kast med kvartetten, må man spørge sig selv, hvad musik skal kunne tilbyde – handler det om originalitet eller vedkommenhed? Det er ikke kriterier, der nødvendigvis udelukker hinanden, men hvis man måler første kriterium højt, er andet kriterium så overhovedet på tale?
Det handler alt sammen om tilgangen til musik. Hvis man er den affejende ’det er hørt før’-type, vil man ikke finde den store glæde ved at lytte til Art Brut. Er man derimod til nerve, melodiøsitet og simpel iørefaldenhed, bør man læse videre, for trods en manglende musikalsk originalitet har vi her fat i en sprudlende rockplade, som nemt kan regnes blandt de bedste i år.
Art Brut kan løst oversættes til ’rå kunst’, hvor vi har at gøre med de selvlærte, som bevæger sig uden for institutionernes stramme bånd. Og i den forstand er navnet ganske velplaceret: Art Brut er uprætentiøse – uden at være beskedne.
Dette tydeliggøres i åbningsrockeren (og førstesinglen) Formed a Band, som lader sin lytter forstå, at dette er et band, der lige er begyndt. Gåpåmodet er allestedsnærværende med træfsikre, tilbageskuende akkordstrukturer tilsat linjer som “We’re gonna be the band that writes the song that makes Israel and Palestine get along“. Dette er lige så meget pop i punk, som det er pop i rock’n’roll – flabet attitude, nerve, energi og ørehænger i én og samme sang.
Art Brut er et rockband med umiddelbarheden i højsædet. De anskuer verden med smil, ironi og højt humør – og de gør det fandens godt! De besidder nemlig den svære kunst at holde tungen lige i munden og snøre den godt omkring sin lytter. Det sker i kraft af slidstærke melodier og et drive, der svært at ignorere.
Hvor den instrumentale side for nogle kan virke gennemtærsket, ligger Art Bruts unikum i frontmand Eddie Argos. Hans skiftevist lumre, lunefulde, grinende, rablende og reflekterende vokalstil – der ikke bærer melodi nok til at være egentlig sang og ikke er flad og strømlinet nok til at være snak, men placerer sig et sted imellem – bringer os fortællinger om kultur, kærlighed og livet som sådan. Godt pakket ind i britisk sarkasme.
Art Brut skider højt og helligt på klichéerne ved rock’n’roll-livsstilen. I pladens titelnummer fortæller de os: “No more songs about sex and drugs and rock & roll, it’s boring” – og dog lykkes det dem at servere os en enkelt. I samme ombæring er Moving to LA en sarkastisk glorificering af de amerikanske rock(u)dyder, hvor den selvsikre vej til succes er væk fra den engelske regn og mod solen på den amerikanske vestkyst: “I think I’ve got it sorted, gonna get myself deported.”
Der følger desuden et par forskelligartede livtag med kærligheden. Blandt de bedste er Emily Kane – sikre guitarhooks pakket i en skæv kærlighedssang som angiveligt blev skrevet med det mål, at Eddie Argos kunne finde sammen med sin første kærlighed.
Bandet træder i baggrunden, når versene fremlægges, men når omkvædene skydes af sted, er de til gengæld helt fremme med gnistrende, vellydende udladninger. Det er simpel sangstruktur, men det virker – med tungen boret godt ind i kinden. Eddie Argos proklamerer selv: “People think I’m being ironic all the time, but I’m not. I’m just really enthusiastic!” Uanset hvad trænger virkningen så sandelig igennem.
Bang Bang Rock & Roll er en plade med højt humør uden dikkedarer eller seriøse miner. Dette er pladen til de sjove og festlige stunder i livet – med fin plads til nostalgiske lykkefølelser. Smid allerede nu dine arme i vejret, for du bliver simpelthen overvundet!
