I nogle tilfælde kommer en soloudgivelse som en overraskelse. Ingen havde regnet med, at udgiveren kunne klare en sådan opgave uden det faste bagland. I andre sammenhænge opfattes et soloalbum nærmere som en naturlig udvikling i en kunstners repertoire. Tilfældet Billy Corgan må placeres i sidstnævnte kategori.
Hans tidligere udgivelser med Smashing Pumpkins og Zwan har hér og dér haft karakter af de facto-soloudgivelser med de resterende bandmedlemmer som relativt anonyme medspillere. Dette har medført, at Corgan har fået et mere eller mindre velfortjent rygte som en manisk kontrol-freak, der er svær at arbejde sammen med, og dette kan jo have været en af årsagerne til udgivelsen af soloalbummet The Future Embrace.
Umiddelbart virker albummet som en ganske anderledes affære, end der kunne forventes, hvis man tidligere har lyttet til SP og Zwan. Hører man til dem (og det er en hel del), der mener, at Corgan nåede toppen på udgivelserne Siamese Dream og Mellon Collie and the Infinite Sadness og derfor håber på en tilbagevenden til fordums storhed, vil man højst sandsynligt ikke finde denne udgivelse særlig interessant. I stedet virker pladen mere som en blanding af de senere udgivelser Adore og Machina/The Machines of God, hvor det groft sagt er trommeprogrammeringerne fra førstnævnte, der her mikses med guitarlyden fra sidstnævnte.
Åbneren “All Things Change” sætter tonefaldet for resten af cd’en. Nummeret er ligesom langt hovedparten af de resterende numre på udgivelsen sammensat af følgende grundelementer: først programmerede trommerytmer, der danner en metallisk grobund for sangene, dernæst keyboards og synths, og ovenpå en atmosfærisk og til tider stærkt støjende, nærmest shoegazer-lignende guitarlyd – og så Corgans stærkt nasale vokal, der så ofte har delt vandene og afskrækket mange.
I forhold til tidligere udgivelser, hvor hans stemme ofte lå lidt gemt af vejen bag en tung og dominerende guitarlyd, er den her mere fremtrædende. Det skyldes sikkert også, at instrumenteringen er mere sparsom end på tidligere udgivelser, hvilket levner mere plads til de enkelte bestanddele. Samtidig er der ofte gjort brug af vokale overdubs på sangene, hvilket ofte skaber mere tyngde i sangenes vokalside og får Corgans stemme til at lyde mere fyldig.
“Mina Loy”, “The Camera Eye”, “A100” og “Walking Shade” er de mest gennemførte og umiddelbart appellerende af numrene. De fire kan overordnet kategoriseres som de mest regulære rocksange (dog stadig med et stærkt elektronisk præg) på albummet.
Omvendt virker et nummer som “Strayz”, der udelukkende indeholder synth-agtige mol-akkorder, en lille basgang og vokal, som en lidt kedelig og langsommelig fætter til f.eks. “Blank Page” fra Adore. “I’m Ready” lyder som et nummer fra Zwan-tiden, både lydmæssigt, og specielt tekstmæssigt, hvor den lidt irriterende prædikant-inspirerede lyrik dukker op til overfladen igen.
To numre på pladen skiller sig markant ud. I “To Love Somebody” (et Bee Gees-cover!) medvirker Robert Smith fra The Cure på vokal. Nummeret er en støjende og langsommelig kærlighedssang, hvor lydsiden domineres af brusende guitarer, der til sammen skaber en mur af lyd, hvorunder Smith og Corgan afleverer deres linjer. Selv om det kan være svært at fornemme Smiths bidrag, vækker sangen faktisk minder om The Cures Bloodflowers, hvor de lange støjende passager fik frit spil. Sangen sniger sig i hvert fald ind og planter sin iboende weltsmertz under huden.
En gammel kending, den gamle trommeslager fra Smashing Pumpkins, Jimmy Chamberlin, gør sin entre i “DIA”, og dette kan straks mærkes. Man fornemmer her, hvilken kolossal indflydelse hans trommespil havde (og måske får igen) i mange Pumpkins-sange. Sangen virker som et frisk pust med sit levende (og dog afdæmpede) trommespil og den friske rockguitar, der her smelter sammen og skaber en larmende og levende rocksang. Den har samme umiddelbare lethed og mangel på overdreven planlægning, som kendetegnede de numre, der efter udgivelsen af Machina blev lagt til gratis download på Smashing Pumpkins-hjemmesiden.
Det er forfriskende, at albummet virker som et gennemført soloprojekt, hvor det skinner igennem, at der på ingen måde præsenteres et nyt opkog af tidligere materiale, men derimod en helt ny retning. Albummet opleves som en fortsættelse af stilen, der begyndte på Machina-albummet, her videreudviklet i et miljø uden fast backingband.
Vurderet på baggrund af Corgans bagkatalog vil The Future Embrace højst sandsynligt ikke placere sig højest på listen over hans bedste udgivelser, men albummet har sine styrker, specielt centreret omkring de mere regulære rocknumre. Albummet kræver en smule tilvænning og flere gennemlytninger, før det begynder at manifestere sig. Samlet set en soloudgivelse med potentiale, men ikke uden skønhedsfejl.
