Sambassadeur: s.t. - Undertoner

I min børnehave havde vi et lille rum, en hylde og en knage at hænge vores overtøj på. Over min jakke sad en lille træskive med et symbol på, så jeg kunne kende min plads fra de andres. Mit symbol var en bamse. De andre på stuen havde træskiver med små billeder af en tandbørste, dukker eller et grønt telt, og der kan sagtens have været et bladsymbol imellem. Sådan ét er der på svenske Sambassadeurs pladecover. Et beige papcover uden booklet, kun prydet med et tofarvet bladsymbol og bandnavnet på forsiden. Men så byder musikken til gengæld også på masser af perleplader og hoppen i sengen.

Sambassadeur spiller stilsikker indiepop, hvor små kække temaer bliver skudt af sted som papirsflyvere, og til tider lykkes det faktisk for disse at svæve op over hovedet på lytteren og blive hængende i den skandinaviske vind for en stund. Forsangerrollen er ligeligt fordelt mellem en kvindelig og en mandlig vokal, som begge langt hen af vejen og med fuldt overlæg sværger til luftige, monotone stemmeføringer a la Belle & Sebastian. Melodierne er grundlæggende båret af akustiske guitarer og store lydflader spædet op med forskellige “skæve” instrumenter som ukulele, banjo, melodika og så i øvrigt, hvad der lyder som hele 6.B. på percussion-instrumenter fra rodekassen. Bandet har nemlig ikke nogen egentlig trommeslager.

Musikken har en nordisk lydende og positiv stemning gennem hele albummet, der dog kun varer lidt over 30 min, hvilket føles lidt kort for et færdigt album. Med rumklang på vokalerne, taktfaste håndklap og masser af førnævnte rytmeinstrumenter har Sambassadeur valgt en opskrift, der passer fint til dem, men som, når den bliver fulgt for slavisk, altså afføder en lidt for triviel lyd, der bliver kedsommelig i længden.

Det er derfor yderst kærkomment, når opskriften bliver tilsat et ekstra pift i form af eksempelvis et indisk, spilledåseagtigt strengtema eller bittesmå elektroniske samplinger. Det er simpelthen strengt nødvendigt, da det ellers hen ad vejen bliver umuligt at skelne den ene naive melodika-melodi og lala-tekst, baseret på enkle rim og underfundigheder, fra den anden. Som den kvindelige forsanger, Anna Persson, selv synger på singleudspillet Between the Lines: “The tambourines are shaking, but I don’t hear the song“.

Undervejs på pladen finder man dog et par rigtig fine perler mellem de 12 numre, der alle er aldeles velproducerede og velklingende – som eksempelvis Sense of Sound, hvor toner fra et kirkeagtigt orgel pludselig løber hastigt ned over den ellers rytmiske popmelodi med maracas og keyboard og matcher mandevokalens lidt arrogante ophøjethed. Endnu mere overraskende går det endda helt i hak med harmonikaens vrængende toner samt de prøvende “ahh“-korstemmer.

Det er afgjort den dygtige og underspillede produktions fortjeneste, at dét, der kunne være blevet et roderi af stilarter og instrumenter, i stedet bliver en fin svævetur lige over jorden, indtil intensiteten til sidst i nummeret øges, og man pludselig uden nogen større forløsning eller ruskende orkan-fornemmelser ser de svenske skove under sig, før man igen lander lige så stille og uskadt på begge fødder.

Et andet vellykket forsøg på et brud med formen, er den fransksprogede La chanson de prévert. Den lidt dunkle melodi hviler på bas, tamburin og guitar og bæres frem af melodikaens sørgmodige klagen. Og selv om vokalen altså her ligger på et underlag magen til en stor del af albummets øvrige stille numre, scorer det alligevel nogle billige point på den franske charme.

Sambassadeur fortsætter ufortrødent legestue-stilen hele pladen igennem, både stilsikkert og troværdigt, fordi de så tydeligt har fundet netop den lyd, de vil have. Og selv om der til tider køres lidt for meget i den samme rille, vinder albummet på den overvisende produktion og de mange gode indfald. Fra start til slut bydes der på dragebygning og ansigtsmaling, så her kan man trygt hænge sin jakke under bladsymbolet. Også selv om albummet sikkert med tiden vil ende i glemmekassen.