Pladeselskabet og sammenslutningen Jazz Club Loco repræsenterer efter eget udsagn den nye eksperimenterende jazzundergrund i København. Dét tror jeg på! Når Why? fra Anticon, der bliver mere og mere singer/songwriter oven i hovedet, kan kalde sig hiphopper, kan Jazz Club Loco også sende denne jazz-cd på gaden.
Men hvis Kirsten Ketsjer – the Rock Band spiller jazz, er Thurston Moore en reinkarnation af John Coltrane. Men igen: Hvem ved – måske hænger det virkelig sådan sammen? I hvert fald er det eneste “jazzede” ved Kirsten Ketsjer deres hang til improvisation. Den frie af slagsen, vel at mærke.
Det er også grunden til, at numrene – og lad os bare være benhårde genreryttere: rocknumrene – på denne debut-cd formelig vælter sig i støj, feedback, alternative guitarstemninger, legetøjsinstrumenter og rene ambientklange. På papiret lyder det jo spændende – og det er da også tilfældet med en stor del af de 43 minutter, som Jeg skal snart ind varer.
“Silver Bird” lyder i sin produktion som en gammel folk/blues-optagelse. Lydbilledet mangler fuldstændig diskant og bas, og vokalen lyder, som om den er optaget på en gammel båndoptager. En impro-guitar larmer i baggrunden, mens et skævt klingende riff og en simpel rytme humper af sted. På grund af den mildeste talt elendige lyd er det umuligt at høre, hvad manden synger, endsige dechifrere den tykke suppe af mellemtoner. Nummeret ender brat, som om båndoptageren løber tør for batterier. Men inden nummeret slutter, skal jeg lige love for, at ørerne og nysgerrigheden er blevet vakt.
Kirsten Ketsjer bliver dog aldrig igen helt så skæve og egensindige som på dette herlige åbningsnummer. For fra og med “Fat Ladies” er vi tilbage i velkendt land.
Kirsten Ketsjer er en trio – to guitarister og en trommeslager, og de napper, hvad de kan fra den righoldige (støj)rocktradition, og forsøger at sætte deres eget personlige præg på molevitten. Uden at de er de rene støjvirtuoser, lykkes det dem dog ganske godt at få udfordret lytteren lidt.
“Fat Ladies” tager udgangspunkt i den reinkarnerede John Coltranes band, Sonic Youth. Et enkelt guitarriff, ringende og syngende bækkener og simple, lange bastoner står for den afdæmpede del af verset, og tre freeform-mellemspil af længere og længere varighed sparker liv i nummeret med hylende guitarer og larmende bækkener. Trommeslager og leadsanger Anja Jacobsen nærmest tale-synger sin tekst om »fat legs shopping / stock market crashing«, ikke helt ulig Kim Gordon.
Og netop Anja Jacobsens leadsang er i mine ører Kirsten Ketsjers svageste punkt. Ud over at hendes engelske udtale er lige lovligt dansk-klingende, er hun på en eller anden måde ikke beskidt nok, ikke myndig nok. Det virker, som om hun ikke har kraft til at træde i karakter i bandets larm. Og når nummeret er stille som eksempelvis “Thanks for Calling”, og Jacobsen er helt tæt på mikrofonen – ja, så er hun også mærkeligt uspændende.
Til gengæld er de to guitarister Anders Lauge Meldgaard og Andreas Führer til tider ganske veloplagte og opfindsomme. De leverer idérige akkorder og dissonanser i netop “Thanks for Calling”, farver “Riddle Man” med smukke overtoner og en massiv støjmur og holder fornemt hestene tilbage med fingerspil og ambiente klange på den over tolv minutter lange, dronedominerede “Mrs. Johnson”.
Men på trods af de fine indsatser har jeg alligevel svært ved at finde ud af, hvor meget Kirsten Ketsjer egentlig mener med deres musik. Den countryinfluerede “Fupnorge” bliver tydeligt spillet med tungen i kinden (lidt ligesom Paul McCartneys “Rocky Racoon”) og er svær at tage alvorlig. “Uh Baby, Baby…” er næsten ikke andet end en sjov stiløvelse i rockriffs a la Georgia Satellites (!). Så altså – the Rock Band? Er det noget, de leger? Er de i virkeligheden forklædte jazzmusikere? Og hvad vil de monstro blive reinkarnerede som?
