I de par år Saint Thomas’ Hey Harmony har stået og samlet støv i min pladesamling, har den besøgt min pladespiller fire gange – med et halvt års mellemrum sådan cirka. Det skyldes nu ikke, at det er en decideret skidt plade; den er udmærket produceret, og numrene er til tider temmelig catchy – og det er hverken, fordi jeg har overset den, eller fordi jeg bevidst har syltet den. Jeg har indtil nu aldrig tænkt videre over det – jeg har bare aldrig rigtig forelsket mig i den.
Pladen fik dengang udmærkede anmeldelser, men solgte temmelig dårligt, og Saint Thomas blev vraget af det tyske pladeselskab City Slang. Herefter påbegyndte han et nyt samarbejde med det britiske selskab Track & Field, hvorfra han i samarbejde med sit norske selskab Racing Junior udgav den mere rustikke Let’s Grow Together i foråret 2004. Nu er han så allerede aktuel igen med en opfølger.
Hermed har jeg altså tvangsindlagt mig selv til at give Saint Thomas en ny, velfortjent chance, men jo flere gange jeg hører Children of the New Brigade, des mere overbevist bliver jeg om, at den kommer til at lide den samme hengemte skæbne som Hey Harmony. Igen er det en velproduceret plade – den er tilmed blevet indspillet i et “rigtigt” studie til forskel fra forgængerne – og numrene er som sådan lige så velkomponerede, som melodierne er ørehængende.
Eksempelvis er første skæring på pladen, “LA Man”, en fin, lille stemningsfuld appetitvækker med store, fede strejf af country og gemen Californien-60’er-rock. Dog finder man efterfølgende ud af, at dette nummer nærmest repræsenterer hele pladen; der er ikke noget nyt under solen på de efterfølgende numre, der alle er bygget op på stort set samme, halv-trivielle måde. Hvis man skal have fat i et musikalsk sidespring, må det blive “Dream On”, som er det mest blide og intense nummer på pladen. Saint Thomas’ nogle gange alt for upolerede og til tider decideret irriterende, falske stemme kommer i højere grad til sin ret her, hvor tempoet er sat helt ned og skaber en original, dæmpet kontrast til de andre numre.
Sangene på Children of the New Brigade er alle små, billedlige historier, hvoraf de fleste handler om stolthed, mobning og længsel. Dog virker lyrikken til tider afstandtagende, flad og upersonlig, og det kan være svært at gennemskue, hvad det egentlig er, Saint Thomas vil ud med gennem sine tekster. Det når ikke helt ind under huden, men til gengæld har nordmanden kreeret en stribe fine popsange, der alle har et fængende jubel-omkvæd, og man lader sig i stedet rive med af simpelheden – i begyndelsen, altså. Problemet er, at numrene stort set ikke skiller sig ud fra hinanden rent stemningsmæssigt og instrumentalt og bortset fra de umiddelbart fine melodier, er der ingen numre, der når ud over kanten og rammer helt så dybt, at man lader sig rive med på bølgen.
Saint Thomas formår altså heller ikke denne gang at imponere ud over det sædvanlige. Fornemmelsen af at høre pladen er lidt som at tisse i bukserne; første gennemlytning er en umiddelbar, varm fornemmelse, men på længere sigt er Children of the New Brigade altså ikke en plade, der udvider éns musikalske horisont, men kommer i højere grad til sin ret i baggrunden – måske en gang hvert halve år.
