For to år siden trak bassisten Zak Sally sig ud af Low efter 10 år i bandet.
Han kom dog hurtigt tilbage og var med til at indspille The Great Destroyer, der udkom tidligere i år.
Men nu er det slut. På Lows hjemmeside har Zak Sally skrevet en lille, kærlig afskedshilsen, hvor han meddeler, at der “lige nu er vigtigere ting i livet end musik. Eller bands.”
Beskeden rummer ingen konkrete angivelser af, hvad Sally nu vil bruge sin tid på, men hans tegne-forlag La Mano 21 har en del udgivelser på programmet, så måske er det tegninger, der er vigtigere end musik.
De tilbageværende Low-medlemmer takker Sally for hans indsats i bandet og bekendtgør, at de skam har fundet en ny bassist. Han hedder Matt Livingston og har tidligere spillet sammen med Low.
Og så fortæller Low, at de har tænkt sig snart at skrive nogle nye sange.