Det må være specielt at gøre comeback efter i over 35 år at have været nærmest forsvundet fra den internationale musikscene; at kunne vende tilbage til en scene, der har ændret sig til det ukendelige, hvor gamle samarbejdspartnere og musikalske partnere for længst er forsvundet eller fortsat i andre spor, og hvor éns oprindelige publikum sandsynligvis har mistet interessen, efter så mange år ventetid.
Vashti Bunyans Lookaftering hører så afgjort til i kategorien af vellykkede comebacks, og netop hendes musiks tidløshed bevirker, at hun sandsynligvis kan finde sin niche i dag, som hun gjorde i slutningen af 60’erne, hvor hendes eneste tidligere udgivelse, Just Another Diamond Day, udkom. Hendes første udgivelse bliver i dag regnet som en af perlerne på den alternative folkscene, men selv om pladen skabte en del opmærksomhed omkring Vashti Bunyans person, valgte hun at trække sig tilbage fra musikscenen. Hun isolerede sig og koncenterede sig om andre pligter end de musikalske.
Her kunne historien så have sluttet, men i 2000 blev hendes meget efterspurgte debut, der hidtil havde været svært tilgængelig, genudgivet på cd, hvilket medførte, at hendes musik, der tidligere havde været forbeholdt et lille eksklusivt publikum, nåede ud til flere. Dette genererede fornyet opmærksom omkring hende, og en række af tidens nye navne Devandra Banhart og Joanna Newsom fik øjnene op for hendes talenter.
På hendes nye album har ovennævnte kunstnere hjulpet til undervejs, mens tidligere samarbejdspartnere fra hendes første album igen medvirker. Bl.a. medvirker Robert Kirby, der arrangerede strygere på hendes første album samt på udgivelser med Nick Drake, også på dette album.
Selvfølgelig er baggrundshistorien for dette album på mange måder spændende, men det essentielle spørgsmål er: Hvordan lyder Vashti Bunyan anno 2005? Efter de første gennemlytninger står det klart, at hun i hvert fald stadig besidder en ganske unik sangstemme, der i sin tone nærmest befinder sig i et vakuum, hvor lytteren har svært ved at afgøre sindsstemningen bag. Hendes stemme er ganske enkelt unik og sært dragende. Hun ændrer sjældent sin frasering og betoner heller ikke specifikke sætninger, mens hendes stemme svæver ubesværet gennem rummet.
Den musikalske baggrund for hendes unikke stemmepragt er holdt i rene linjer, der gør sit bedste for ikke at tage opmærksomheden unødigt væk fra vokalen. De fleste sange er bygget op omkring en enkelt og blidt plukkende melodi fra en akustisk guitar, hvor der nænsomt bygges ovenpå med strygere, klaver, harper, fløjter og sågar et glockenspiel. Alt synes at foregå i et roligt og afslappet tempo, hvor den ene sang glider umærkeligt videre over i den næste.
Disse vibrationer af rolighed, eftertænksomhed og nænsomhed gør, at pladen til tider kan virke nærmest som en anti-stress- eller new age-udgivelse, og man savner undervejs momenter, der kan bryde mønsteret, da man som lytter ikke bliver overrasket.
Vashti Bunyan har leveret en velgennemtænkt og ganske dragende række af numre, der beviser, at en kunstner sagtens kan tage orlov i 35 år og vende stærkt tilbage. Samtidig har hun også leveret en tidløs plade, der ganske enkelt er dragende og fyldt med eftertænksomhed og smukke stunder.
[/INFO]
