Enere og balstyrisk støj
Jomi Massage
Signe Høirup Wille-Jørgensen indtager Ridehusets scene iført trommeslager, guitarist, en blå kjoledragt og røde støvler.
“Hej-hej” råber hun højlydt mod det stadig mumlende publikum. Hun virker glad, veloplagt og selvsikker, men hendes humør kommer kun til at skinne igennem mellem numrene, for aftenens setliste er ikke arrangeret for svage sjæle.
Hun og den ekvilibristiske Luke Sutherland indleder koncerten med rislende strengepirken og trippende tempo. Det er en gammel kending, Just Keep Going Straight fra Aloud, hvis nuancerede crescendo ikke beherskes længe, før de to Fender Jaguar-guitarer hagles igennem af bestialsk distortion. Den tykke støj mætter luften under scenens hvide baldakiner, og man føler endelig, at aftenen indfries. Alene deres overlegne sammenspil og færdigheder bortdriver hurtigt de vage indtryk fra aftenens hidtidige koncerter.
Signe sætter sig ved klaveret og åbner for sine nye sange. Siddende som stående kræver hun hele salens interesse og anerkendelse samt en dronningetitel for sit eget ørige i dansk rock. En autoritet, hun bruger til at gøre en ende på teknikernes leg med røgmaskinen og til at springe ned fra scenen og banke sin mikrofon mod stengulvet, fuldstændig hengivet til hendes eget støjcirkus. Til stor glæde for publikum leverer hendes ustyrlige trio så I See Those Who Died og siden A Meeting, men der er også plads til roligere kompositioner.
“Nu må vi hellere tage lidt blidhed,” som Signe selv siger det, og således bliver koncerten en storslået vekslen mellem ærefrygtindgydende støjudbrud og kompromisløs kvindelig ømhed.
Mikael Simpson
Der er lagt op til et akustisk soloshow, men Mikael Simpson overrasker ved at stille den efterhånden famøse i-book op under sine forberedelser.
Desuden har han medbragt to mikrofoner og en box, der gør ham i stand til at manipulere og pitche sin stemme i samme sekund, ordene forlader hans mund. Det er altså fra starten de elektroniske aspekter, der dominerer koncerten, og han begynder derfor med den instrumentale og sølvglimtende Virus fra De ti skud. Heldigvis lader Simpson ikke nummeret spille sig selv, men udfører løbende nogle modifikationer hen mod et mindre organisk udtryk.
Som ved tidligere solooptrædener inddrager han efterfølgende David Bowies Let’s Dance, men denne gang lader han den danske M. Ward-oversættelse ligge til fordel for en elektro-dub behandling, som desværre ikke besidder den nøgne og humoristiske guitarballades charme.
Det virker i det hele taget, som om Simpson undtagelsesvis har glemt sit overskud og sine vittige bemærkninger derhjemme. Til gengæld præsenterer han et par nye numre. Det første, mistænkeligt nok betitlet Århus, er lavet i samarbejde med Anders Trentemøller og tager sig ud som sprød og knitrende electronica med et mere rendyrket og ophugget væsen end Simpsons egne computersange. Derpå følger Er du kommet for at få noget? og siden en anden premiere, efter sigende kaldet Silkeborg, der demonstrerer et bredt instrumentalt lydtæppe holdt i Simpsons karakteristiske æstetik.
Koncerten kulminerer i et medley af sange fra De ti skud, der opresumerer lyden af danmarksparodi og tabte somres fuglesang, og 18th Dye-trommeslageren Piet Breinholm Bendtsen går af bar iver på scenen og giver en hånd med. Efter koncerten føler man at have været vidne til en atypisk og ufuldstændig affære, hvilket Mikael Simpson selv pointerer så fint: “Dette er min første og måske også min sidste technokoncert”.
18th Dye
Efter Mikael Simpsons koncert summer Ridehuset af forventning. Der er gået over 10 år, siden 18th Dye sidst spillede i Århus, men nu er de tilbage med fordums styrke i behold.
Heike Marie Rädeker, Sebastian Büttrich og Piet Breinholm Bendtsen går på scenen helt i sort, men med spirende grå hår. De hungrer efter at spille og er tydeligvis lykkelige for at have genvundet en scene. Det første nummer demonstrerer et taktfuldt grundspil, før dets sande væsen glimtvis afsløres i brutale distortion-udbrud. Der går dog ikke længe, før støjen endelig slippes løs – en musikalsk tilstand, der til publikums store begejstring fastholdes resten af koncerten.
De aldrende musikere virker ustoppelige. Som årgangsvin eller tørret chili, hvis kraft har ligget hengemt et helt årti, antager sanseoplevelsen nu en voldsom og altopslugende karakter. Ud af rockens malstrøm leverer 18th Dye vokalharmonier og buldrende støjbombardementer i et stakåndet og alligevel overhalende tempo. Desværre er det som førstegangslytter svært at finde melodiernes nuancer, der tabes for foden af den høje lydmur. Man må tage oplevelsen som en overvældende omgang tungt spadesvingeri og bare føle sine ører blive spillet til blods i en perpleks tilstand.
Således tager 18th Dye prisen for sprængfarlighed og øresønderrivende fuzz-rock og cementerer deres historiske betydning for dansk rock med et benhårdt århusiansk midnatscomeback.