Det års tid, Fifty Foot Spiders har eksisteret, har de blandt andet brugt på at varme op for genrevennerne Lake Placid og ellers generelt gøre sig bemærkede på den københavnske undergrundsscene med deres indierock/støj/country/surf-inspirationer. Nu har musikagenturet og distributionsselskabet [fono’gram] og Fifty Foot Spiders altså fået fingre i hinanden, og udkommet af dette samarbejde er indtil videre denne tre numre lange demo, som dog gerne i løbet af foråret skulle forvandle sig til en ep produceret af Claus Bergman fra Kitty Wu.
Fifty Foot Spiders har godt og grundigt fat i indierockens attitudefulde og energiske finesser, men har samtidig ladet sig inspirere af den grålige, skærende støjrock, surfens rytmiske og hårdtslående medvinde og countryens triste, men autentiske stemning. På demoen når de vidt og langt omkring på kort tid; de vil bevise, hvad de magter, hvilket så til gengæld overlader spørgsmålet om et retningsbestemt og overordnet udtryk til fantasien.
Demoen indledes med en simpel guitar og en halvsmadret mand/kvinde-duet i nummeret “MIR”, der i en fart rent stemningsmæssigt leder tankerne hen på de nu hedengangne og en del mere indadvendte Moon Gringo. Associationerne fortsætter – dog i et andet mere Strokes-inspireret format, da guitaren og synthen pludselig træder ind for alvor og fylder nummeret ud i sprøde, fyldige akkorder, mens de markante og livlige trommer lægger et solidt, rytmisk grundlag. Ikke just originalt, men egentlig rammende og tight. Senere bliver glæden dog desværre lidt kortere i de ellers melodiske, småstøjende og endda uhyggeligt fængende omkvæd; de to sammenklingende vokaler pitcher nemlig og skaber en ubalance, der dominerer lydbilledet for meget i forhold til det instrumentale generelt.
Duetterne fortsætter i et roligere tempo i det mere tilbagelænede “Big Top Tent”. I versene lægges der forholdsvis længe op til de mere støjrockede omkvæd og mellemspil, der på trods af en mere gennemslagskraftig melodi ikke rigtig når op på det plan, som man pirres med i versene – specielt ikke i anden omgang, da den ellers billedlige lyrik og det instrumentale samtidig gentager sig og altså ikke præsenterer noget nyt under solen. I små øjeblikke går “Big Top Tent” næsten i stå, hvilket måske kunne være undgået ved et lille løft rent tempomæssigt.
Men så til noget helt andet: Fra støjen og attituden glides der ned i et endnu blidere tempo og en anden, melankolsk og autentisk stemning i det country-inspirerede nummer “King Kong”. Den kvindelige og ganske alsidige, teatralske vokal er i konstant fokus i samspil med den fingerspillede mol-guitar, og der lægges sådan set ikke op til de store armbevægelser eller musikalske overbevisninger som før. Nummeret er dæmpet og simpelt, men selv om der godt nok ikke umiddelbart er noget nyt under solen inden for selve genren og kompositionen, er “King Kong” både et smukt og inderligt ‘slug-det-råt’-nummer i sig selv.
Fifty Foot Spiders beviser på denne demo, at de kan levere en masse; fra gemen og energisk indie-rock til støjrock og country-inspirationer. Til gengæld er Fifty Foot Spiders ikke som sådan fornyende i nogle af de genrer, de svæver rundt i, og de bevæger sig heller ikke ud over de gængse og efterhånden traditionelle skabeloner, hvilket man kunne fristes til at kræve, hvis musikken skal være holdbar på sigt og ikke drukne i den skandinaviske indie-mode. Gennem den temmelig tamme og tågede producering, skinner det da igennem, at Fifty Foot Spiders både søger og har fat i nogle både fængende, stemningsfulde og spændende, musikalske elementer – men det kræver stadig en lille portion kombineret personlighed, signatur og retning, hvis Fifty Foot Spiders skal nå helt til stjernerne … eller måske bare til MIR.
