Plader

Sugarghost: Sweet Secrets

ILK-kollektivet fortsætter med at udfordre vores ører. I grænselandet mellem electronica, ny-jazz og singer/songwriting debuterer Sugarghost med et absolut lytteværdigt album, der sagtens kan gå hen og sætte sig fast i bevidstheden hos den åbne lytter.

Joakim Frøystein er nordmand, bosat i Danmark og tidligere studerende ved det rytmiske musikkonservatorium. At han ikke er blevet konservator af den grund, fremgår tydeligt af hans første solo-cd. Under navnet Sugarghost har han just udgivet Sweet Secrets, og det er synd, hvis den begivenhed bliver en hemmelighed for en lille in-crowd, thi den bare 37 minutter lange cd indeholder en masse fin musik, som folk med hang til elektronisk fikumdik, guitar i forskellige afskygninger og personlig sangskriverkunst kan få en masse ud af.

Det lyder, som om Sugarghost er inspireret af den tyske glitch/microhouse-scene. I hvert fald får hans musik mig til at tænke på så forskellige kunstnere som Vladislav Delay, Pole, Mouse on Mars og østrigske Fennesz. Når det er sagt – og det er mest sagt for at give en idé om, i hvilket farvand vi befinder os – er det dog de fleste steder et temmelig personligt musikalsk univers, vi bliver ført ind i.

Som hos en del elektroniske hjemmeproducere i disse år er også Frøysteins hovedinstrument guitaren. Den bliver dog behandlet efter alle kunstens regler og manipuleret med og gjort ved, så end ikke hans gamle guitarlærer kan forstå, at det er den samme musiker, der engang sad og øvede sig på maj7-progressioner.

Guitaren præsenterer sjove små snirklede temaer – allermest holder jeg af den lille countryfarvede sag i “Løv”, der melankolsk lister af sted oven på et beat, der nok begynder som de fleste microhouse-beats gør i disse år, men som hurtigt får besøg af en opklippet, marchlignende lilletrommefigur. Oven i dét – eller snarere: nedenunder – befinder sig en yderst lækker lyd, som om Frøystein har været ude en frostklar dag og samplet sine egne skridt i den nyfaldne sne.

“I Love You” er noget så sjældent på en electronica-udgivelse som en popsang. Sangen har et superfedt omkvæd, og der er ingen tvivl om, at det er den elektroniske underlægning, der vil forhindre dette nummer i at få airplay.
Og det er al ære værd, at man ikke nødvendigvis pakker en god melodi ind i det mest konventionelle arrangement – det er eksempelvis typisk, at andet omkvæd i en popsang lige får en tand til i intensitet med lidt flere bækkener, håndklap, hvad ved jeg – men hér! Hér går det helt agurk, som hvis omkvædet blev spillet af Nirvana, og Nirvana spillede på sinusbølger, fjernsyn uden antennesignal og jord-og-beton værktøj. Det er ret fedt.

Første nummer “Vann” står egentlig som en form for prototype på Sugarghosts musik. Starten er præget af glitch og støj, knirken og raslen, beatet begynder så småt i form af dybe bastrommer, et lilletrommebeat begynder, og først lægges en synthbas ind og siden en varm akustisk bas. En basklarinet præsenterer et tema – lyden er ret lækker, og det kunne være Pole i et mere støjende hjørne end vanligt. Endelig lægges en temaspillende guitar på som sidste element.
Jo flere ‘almindelige’ musikinstrumenter der lægges på, jo mere ‘almindelig’ bliver musikken. Jo mere lyttevenlig. Og det er helt i overensstemmelse med Frøysteins intentioner, da han i pressemeddelelsen fremfører, at han ønsker ‘at skabe imødekommende musik, der samtidig udfordrer til at lytte efter detaljer’.

Det er ikke videnskabeligt bevist, men det forekommer mig, at det altid er instrumentspillende musikere, der efterfølgende kaster sig over den elektroniske musik, som siger sådan noget som ovenstående. Og så er det bare, jeg undrer mig over, at man sjældent bliver præsenteret for musik med den omvendte præmis – hvorfor er der ikke flere, der har de imødekommende ting liggende som detaljer nede i mixet og så alle de spændende ting helt forrest?

Nå, men Joakim Frøysteins idéer er ganske holdbare. Jeg havde dog foretrukket, at de elektroniske lyde ikke i så høj grad lød af de elektroniske lyde, de fleste nu engang bruger i disse år. Sammenstillingen af de akustiske instrumenter og den elektroniske manipulering fungerer til gengæld rigtig godt. Samtidig vover Frøystein flere ekstreme ting, mere støj, flere overraskende skift i musikken, end normen foreskriver – og det er dejligt.

★★★★☆☆

Leave a Reply