Sæt Friendly Fire på, og dine vinduer vil straks blive dækket af iskrystaller. Udenfor vil der lige så omgående komme et fint lag sne på fortovet, og dine støvler vil trippe for at få dig med ud i det vindstille vintervejr.
Så effektivt får den unge svensker Erik de Vahl introduceret stemningen på sit andet album, Friendly Fire, der befinder sig i grænselandet mellem singer/songwriter-traditionen og folktronica. Åbningsnummeret knitrer hviskende, som om man som lytter er i færd med at træde små grene under sneen itu, og guitartonerne er tindrende klare.
Omgivelsernes temperatur er lige så lav i “She’s Calling Me”, hvor synthtonerne er bundfrosne, og hvor små fine programmeringer gnistrer som statisk elektricitet. Men nummeret demonstrerer også, at der næsten altid er en latent varme hist eller her i de Vahls singer/songwriter-inspirerede collager – her drejer det sig om dæmpede horn, der kommer ind, lige netop som de Vahl synger, at det giver ham varmen, at den gamle flamme har ringet og måske vil have ham tilbage.
Samme varme-effekt har den fjedrende dub-bund i titelnummeret, når den bryder de klimprende guitarers umiddelbare kulde.
Stærkest er de Vahl dog, når han lader numrene vokse sig større. “We Won’t Grow Old” har en god og solid bund af langstrakte bastoner, og ovenpå ligger malende guitar-rundgange og glimt af mundharpe. Kombineret med diskrete strejf af elektronik giver det nummeret en smuk fylde, der bestemt tyder på, at de Vahl godt kan tøjle mere episke lydbilleder.
Det beviser han også i “My Bird”, hvor nærmest middelalderlige fløjter (a la Goodiepal – uden sammenligning i øvrigt) og lag på lag af korvokaler giver et små-psykedelisk udtryk, idet de væver sig smukt sammen med synth-melodier og subtile programmeringer – så smukt, at man som i flere andre tilfælde ville ønske, at den unge svensker ville lade nummeret få lov at vare lige et minut eller to længere. Mindre end 24 minutters spilletid er ikke meget til et fuldlængdealbum, og Friendly Fire kommer til at virke som en smagsprøve mere end et fuldt måltid.
De temmelig skæve og ikke helt rene korvokaler i “My Bird” er et af flere eksempler på, at de Vahl ikke er nogen stor sanger, hvilket er endnu en ting, der holder Friendly Fire fra at blive rigtig god. Det nedbarberede afslutningsnummer “Hope” får også visse skrammer, eftersom falsetsangen ret hurtigt bliver lettere irriterende.
Ikke desto mindre kan de Vahls svage vokaler ses som en understregning af den pointe, der lader til at ligge i hele albummet: Det hele skal nok lykkes – og hvis det er nødvendigt, må man kaste sig ud i ting, man måske ikke er rigtig god til endnu.
Hvorvidt det hele en dag går hen og ender godt for Erik de Vahl som musiker, leverer Friendly Fire ingen sikre svar på. Men hvis man har lyst til at tage med på en optimists vandretur gennem rimtåge og frostsne, er de Vahl ikke nogen dårlig guide. Det kan godt være, at det lyder, som om han har kolde hænder – men hjertet er lige så varmt, som den slags skal være.
