Tom Brosseaus singer/songwriter-kollega og navnebror Tom McRae gav engang det gode råd: »It’s braver sometimes just to run.« Det råd er meget relevant, når snakken falder på Tom Brosseaus nye album, Everybody Knows Empty Houses Are Lonely. Støder du på førnævnte album, kære læser, skal du ikke være modig og lytte til det. Nej, slug al stolthed og løb så hurtigt, du overhovedet kan. Fordi EKEHAL er et meget skidt album. Det lever op til alle de værste fordomme om singer/songwritere, der ikke er i stand til at skrive stærke melodier, og hvis minimalistiske sange alle foregår i samme langsomme tempo.
Måske er albummet så skidt, fordi det i virkeligheden er en opsamling af tidlige optagelser, der aldrig før er blevet udsendt. Måske er albummet bare hjemme-hygge-demoer, som aldrig skulle have set dagens lys. Det er forhåbentlig forklaringen – og det ville i det mindste forklare albummets alt andet end polerede lydkvalitet.
Det er ikke svært at tro på, at EKEHAL skulle være demoer, fordi albummet er nedbarberet i en sådan grad, at man skulle tro, det var løgn. Det består stort set kun af Brosseaus stemme og hans akustiske guitar. Til tider er man dog så heldig, at trommer, mundharmonika og i et enkelt tilfælde cello og orgel også dukker op i lydbilledet. Et par gange får Brosseau endda hjælp af en kvindelig vokalist, men den assistance burde Brosseau have afvist, da deres stemmer på ingen måde harmonerer.
Eftersom arrangementerne er så minimalistiske (nogle ville måske sige uinspirerede) fokuserer man uvægerligt på stemmen og sangene, og det er her, man indser, at der ikke er meget at komme efter. Ikke alene har Brosseau en irriterende spinkel stemme, der kan være svær at vænne sig til, men af uransagelige grunde har han også en tendens til at lyde ualmindeligt krukket, hvilket ville være til at leve med, hvis talentet ellers havde været stort nok. Derudover er Brosseaus sange så ufatteligt anonyme, at de ikke bider sig fast selv efter mange gennemlytninger, og af en eller anden grund skal alle sangene foregå i samme slæbende tempo med melodier, der minder ualmindeligt meget om hinanden.
Kun på albummets længste sang, “Dark Garage”, anes et glimt af det talent, FatCat må have hørt hos Brosseau. Sangen skubbes blidt fremad af minimalistiske trommer, mens en rusten mundharmonika giver lidt ekstra kolorit til Brosseaus sangforedrag, der for første og eneste gang på EKEHAL har fundet en mindeværdig melodi.
Det er umuligt at anbefale EKEHAL til andre end folk, der tager deres masochisme meget alvorligt. Der er ufatteligt lidt at komme efter på albummet, og man kan kun håbe, at disse 10 sange ikke er repræsentative for Tom Brosseaus umiddelbare ståsted, for så ser fremtiden bestemt ikke lys ud.
