Hvis du ud fra den (unødvendigt) lange titel på Eskju Divines debut har udledt, at den svenske trio er nogle selvhøjtidelige herrer, tager du ikke helt fejl. Der mangler hverken ambitioner eller tiltro til egne evner på CAJCYEBBWOOWTED, og det har da også resulteret i, at bandet har kastet deres kærlighed på et af de mest ambitiøse og selvhøjtidelige bands netop nu: Muse.
Det er der bestemt ikke noget galt i. Muses seneste to albums har været intet mindre end fremragende, så hvis Eskju Divine kunne kanalisere dét, der gør Muse så fantastiske, ind gennem deres egen lyd, ville der ikke være så meget at klage over.
Men det er ikke tilfældet. Der er ikke mange originale idéer på dette debutalbum og desværre heller ikke mange vellykkede – og de, der er, lyder alt for ofte som noget, en vis engelsk trio har gjort før og bedre.
Eskju Divine er bedst, når de som i “Struck by the Halo” formår at koble det teatralske med en tilpas melodisk og intens sang, hvor der bliver hamret i klaveret, samtidig med at strygere og keyboards formår at skabe en stemning, hvor Gustaf Spetz’ vokal passer perfekt. (Så kan det sagtens tilgives, at outroen låner lidt for åbenlyst fra Thomas Newmans musik til American Beauty). Lige så glimrende er “Hold On to Yourself”, hvor de samme virkemidler bliver anvendt i en mere kontrastfyldt udgave, hvor der effektfuldt veksles mellem støj og skønhed.
Ellers formår uptempo-sangene ikke at overbevise. Der mangler ganske enkelt melodisk ballast, der kan få de teatralske stiløvelser til at blive andet end tomme tønder. Til trods for at bandet utvivlsomt tager musikken meget seriøst, får det dog ikke sangene til at gå direkte i hjertekulen – snarere tværtimod, eftersom de er så patetiske, at de er svære at tage alvorligt.
Desværre er det ikke engang hér, Eskju Divine skraber bunden. Det sker i de forfærdelige ballader “Scars”, “Fears” og “Goodbye September”. Melodierne er mere eller mindre ikke-eksisterende, og så er fem minutter i selskab med en krukket svensker, der viser sig at have studeret de værste sider hos Rufus Wainwright, pludselig rigtig lang tid.
Det ville være rart, hvis Eskju Divine i fremtiden ville træde ud af Muses skygge og skabe noget, der ikke konstant lyder som en billig efterligning af deres store forbillede. Bedre sange er naturligvis et must, men bandet bør nok også vælge en anden indgangsvinkel til deres musik. Enten skal de tage deres nuværende lyd og gøre den mere ekstrem, eller også er det måske en idé at brede den musikalske palet bare en lille smule ud og finde flere inspirationskilder.
Det kunne måske også være en god idé, hvis bandet valgte at synge på deres ganske smukke modersmål. Det ville give bandet mere særpræg, hvilket nok ikke ville være en hæmsko i deres forsøg på at lave smuk og følelsesladet musik, på trods af at det nok vil smadre alle muligheder for en stor kommerciel karriere uden for Skandinavien. En sådan får de temmelig sikkert ikke selv med engelske tekster.
