Den gådefulde chanteuse Niobe bærer til daglig navnet Yvonne Cornelius og er trods den varmblodige aura overraskende nok af mindre eksotisk afstamning (tysk). Ikke desto mindre besidder hendes stemme en violet glød, en sydlandsk tone og en latent maskulinitet, ikke ulig danske Jomi Massage. Men modsat sidstnævnte spiller Niobe snarere på charme og mystik end med musklerne. På sit fjerde soloalbum, White Hats, spænder hun med lethed over hawaiiansk hula-nynnen, blide disco-refræner og intime ballader, hvorved et forførende musikalsk kontrapunkt opstår.
Det er netop disse kontraster, dette facetterede udtryk, der gør White Hats til et glimrende album. Og hermed ikke ment den forslidte floskel om kontrasten mellem stilhed og støj. Her er ikke tale om instrumental skabelonrock, men derimod om et møde mellem musikalsk varme og kulde udtrykt i rytmer og stemmer.
Albummet er indhyllet i et koncept om det alpine. Titlerne og coverets artwork afspejler en sentimental fabulering over bjergenes mystik, men også den kommercielle og atletiske udfoldelse på de hvide tinder. Over nethinden kører kornede filmstrimler fra 50’ernes kursteder, billeder af skiløbernes flugt over løjperne og smil under højfjeldssolen. Den dvælende skønhed af fortid og menneskeminder er i høj grad til stede, men den modsvares af oplivende passager af bossa, disco og intelligent pop, der efterlader én underholdt lige såvel som fortryllet.
Produktionen og det musikalske håndværk er særdeles veludført, hvilket delvis bør tilskrives en stribe dygtige samarbejdspartnere, heriblandt tyske Wechsel Garland. Lyden er detaljerig, dragende og befordrende lige fra det vuggende beat i “Give All to Love” og de illusoriske og overstyrede effekter i disco-finalen “Cool Alpine”.
I sidste ende er det dog de drømmende øjeblikke, der tager stikkene hjem – eksempelvis albummets æstetiske højdedrag “Shirocco & Mistral”, hvor klokkespil og distancerede guitartoner blidt omfavner Niobes sørgmodige sang. Man tænker uværgeligt på Hope Sandovals album Bavarian Fruit Bread, men denne sang udspiller sig på de vidtstrakte gletschere og ikke i den bayerske sommerdis.
Det er aldrig til at vide, hvad der ligger bag bjergene, men med denne panoramiske udsigt har man ingen længsel efter at få det at vide. Det er langt bedre at blive i bjergenes storslåede, gådefulde og dog betryggende selskab. Og efterhånden som den magiske vals i “None But One” svinder bort under lykkelig fællessang, føler man varmen trænge helt ind til sjælen. White Hats er præcis usædvanlig nok til, at man bør søge bekendtskabet og tage til Niobes solbeskinnede dal højt under himlens loft.
