Da Vampire Weekend efter en seks år lang pause udgav deres fjerde album, Father of the Bride, i 2019, var det en sløj tid for indie-rock. Genren havde mistet indpas til fordel for alt fra hyperpop til trap, og der var gået mindst et halvt årti siden en helt stor indie-udgivelse. Men dengang var det, som om dobbeltalbummet gav et lille håb om, at der stadig var liv i genren. At der i hvert fald var ét af gode, gamle indie-bands, der leverede.
Fem år efter er genren endnu mere presset. Koryfæer som The National spytter lange album ud, ingen har bedt om, og Arcade Fires Win Butler har vist sig at være, ja, klam. Indrømmet, Wednesday og Boygenius dukker op som lejlighedsvise højdepunkter. Men jeg har accepteret, at vi aldrig får det indie-overherredømme tilbage, der herskede, da genren havde sin guldalder i 00’erne og start-10’erne.
Ikke mere Bright Eyes, der ender på Billboards Top 100, ikke mere Beyoncé, der lytter til Grizzly Bear, ikke mere Future Islands, der skaber sig i bedste sendetid på SNL. Men hov, så dukker der et nyt album op af Vampire Weekend. Og så gentager det hele sig. På Only God Was Above Us minder Ezra Koenig og co. os igen om, hvad det er, der gør deres musik og genretradition så god
For der er en stille fornemmelse af, at de skuer tilbage. ”Pravda”, dens rumklang-guitarer og dens måde at sidestille Manhattan, et russisk udtryk og hjertesorger kunne godt være taget ud af deres første album, lidt a la ”Cape Cod Kwassa Kwassa” eller ”Bryn”. ”Connect” starter med samme insisterende fire-i-gulvet-kick som ”Campus”, og var det lige en ska-rytme, man hørte? “Mary Boone” burger korvokaler til at skabe æterisk storladenhed på same måde som på “Ya Hey”. Og ”Connect” smider en åbenlys reference til temaerne i ”Diane Young” med linjen »Too old for dyin’ young / Too young to live alone.« Musikalsk er Vampire Weekend gået fra kammerpop- til synthpop- til art rock- til jam band-album uden at se sig tilbage, men på deres femte værk stopper de for en gangs skyld også op og samler trådene.
Og hvorfor skulle man stoppe dem? Der var nogen, der i sin tid fik nok af deres gimmick. Deres overdrevne brug af strygere, dur-skalaer og sangnavne som ”Oxford Comma” og ”I Think Ur A Contra”. Men der er efterhånden gået så lang tid siden 2008, at Vampire Weekends eklektiske musik og idiosynkratiske kejtethed føles ny igen.
Og den er også dæmpet af på Only God Was Above Us. Tag bare ”Prep-School Gangsters”, der ved første øjekast nemt kunne have været på deres preppy debut. Og dog. For Koenig tenorstemme sukker og bliver suppleret af dybe underlægningsvokaler på en måde, der ville have været utænkelig i starten af deres karriere. Det kunne godt minde om lyden på Modern Vampires of the City, men hans tekstskrivning er også mere sober end dengang. »I know that walls fall, shacks shake / Bridges burn and bodies break«, rimer han i hooket på ”Classical”, albummets skarpest opbyggede og uomtvisteligt største ørehænger. Det føles ikke, som om glansbilledet af storbyen krakelerer for øjnene af ham, som det gjorde på ”Hudson”. Han har prøvet det før.
I slutningen af ”Classical” kulminerer det hele i en skrattet saxofonsolo, og der er mange steder på Vampire Weekends femte album, hvor der sker sådan nogle udbrud af støj. ”Gen-X Cops” er det bedste eksempel. Der går kun to sekunder, inden man bliver ramt af et hvinende guitarriff. Jeg fortæller mig selv, at det er lyden en guitar, det lyder også lidt som nogen, der er gået amok på en kazoo.
Det er fedt. Ikke just kammer- eller synth-poppet som man kender dem, men kaotisk, som Modest Mouse og The Strokes kan gøre det, bare uden råbende vokaler og med en klar sonisk strømlining. Det er et nyt greb for Vampire Weekend, og de kan tillade sig at inddrage det her post punkede indie-udtryk, for der er stort set ingen andre store og etablerede bands i scenen lige nu, der gør det på en særlig original og gennemtænkt måde (Idles, måske, men deres seneste album var heller ikke noget at råbe hurra for). Mange numre på Only God Was Above Us har dette element af larm, enten mikset lige i ansigtet på dig som på ”Gen-X Cops” eller som et fuzzet diskanttapet som på ”Ice Cream Piano”.
Det hele lyder friskt, men umiskendeligt Vampire Weekendsk. Og – selvom det er udgivet på Columbia – umiskendeligt indie på en måde, man ikke har hørt længe. De forrige to årtiers indie-rock handlede jo aldrig om popkulturel indflydelse og kommerciel succes, selvom det til tider endte sådan. Det handlede om, at bands rent faktisk stillede sig op og spillede sange som “A-Punk” og “Hannah Hunt”, der tappede ind i den famlen og de forhåbninger, folk gjorde og havde dengang. Lidt privilegerede, senere nedslåede og nu modne. Det var musikken til en generation af mennesker, der blev lovet ægte frigørelse, men som indså, at de nok ikke fik det alligevel. Den tidsånd får vi nok ikke tilbage på samme måde igen. Men i det mindste har vi stadig Vampire Weekend.
