En simpel, stram trommerytme og en dyb, næsten tung, bastone træder i forgrunden. Det lyder nærmest som et hiphop-beat, førend en smuk og luftig vokal indtræder:
»You, you look at me / You, you look at me / Do you wanna have a baby? /Do you wanna have a baby?« synges der, inden et klaverbreak pludselig kommer ind fra højre.
Det tilsyneladende uskyldige og lettere romantiske spørgsmål er de første vokallinjer på Astrid Sonnes tredje fuldlængde album, Great Doubt. Et album ulig noget, hun har lavet før. De citerede linjer stammer fra nummeret “Do You Wanna”, som efterfølger den korte instrumental og albumåbner “Light and Heavy”. Men den tvivl, som albummet har taget navn efter, kommer hurtigt til udtryk efterfølgende:
»I think to myself / I think to myself / Do you wanna have a baby? / Do you wanna bring people into this world? / People / Do you wanna have a baby? / I really don’t know.«
Alt efter hvem og hvordan man spørger, kan så godt som alt vendes og drejes – intet har kun én betydning, og det kan skabe tvivl hos de fleste. Hvad menes der? Hvad tænker jeg egentlig selv om noget? Det er mere eller mindre det gennemgående tema på albummet, hvis vokalstykker ofte fremstår som fragmenter, men netop derfor bærer hvert et ord så meget betydning. Men Great Doubt er også så meget mere end de ord, der bliver sunget – det er en helt særlig og sagliggørende sindsstemning. Det kræver blot at man tager høretelefonerne på i 25 minutters tid og virkelig lader sig omslutte af Sonnes soniske univers.
For halvandet års tid siden flyttede Astrid Sonne fra København til London, og her hun tilsyneladende fundet ny inspiration fra den blomstrende undergrund for eksperimenterende elektronisk musik. I al fald befinder Sonne sig på Great Doubt helt andre steder end tidligere. Det er stadig hendes bratsch og elektronisk klangflader, der er musikkens fundament, men de mere post-trappede beats og den melankolske electronica, som man kender fra London-kunstnere som især Tirzah og Mica Levi, har erstattet en god del af den meget avantgarde lyd fra debuten Human Lines (2018) og de mere ‘klassiske’ og kor-inspirerede takter fra EP’en Cliodynamics (2019). Sangene har mere genkendelige strukturer, og – sagt på en simpel måde – virker albummet mere som et popalbum. Det skyldes også, at Astrid Sonne for første gang lader sin vokal være i førersædet på de fleste numre. Den bruges ikke længere blot som instrument – nu er hun forsanger, og på Great Doubt smelter det tilgængelige og det eksperimenterende sammen til en på en gang dragende og udfordrende helhed.
Når jeg bruger ord som poppet og tilgængelig, er det i en meget relativ forstand, for hooket i “Staying Here” er en kirkelig arpeggio-synthlinje, der lyder som cembalo, og i “Everything Is Unreal” er holdepunket en cellodrone, hvorover Sonne messer sine ord, som læste hun digte op. Det er alvorligt og avantgardistisk, men samtidig er det svært hypnotiserende, og de små fraser sætter sig fast som søm, trods de ikke lægger op til fællessang. De to sange deler et tydeligt slægtskab igennem både instrumentering og lyrik, og Sonne betragter virkelighedens uvirkelighed igennem observationer af noget så konkret som en park fuld af hundeluftere og noget så abstrakt Himmeriget i himmelen. Når alt virker uvirkeligt og forvirrende, finder hun sin ro ved at holde sig til det kendte og det inderlige: Kærligheden: »Everything is unreal / But I’m not going anywhere/ Not going anywhere / Staying here with you.«
De sidste to sange, “Overture” og “Say You Love Me”, hænger ligeledes sammen, og deres hviskende kærlighedserklæringer og afbrudte klaverakkorder rammer samme nerve. På begge kompositioner lægger eksperimental-jazzsaxofonisten Ben Vince nogle langsommelige blæserbehagligheder, og det skaber en indre følelse af tågede morgener og rolig opvågnen. Musikken får en til at stoppe med at tænke og bare lytte. Man lader sin krop mærke musikken, fordi den er speciel, mærkelig og dragende på sin helt egen måde. Med det sagt kan Sonne ikke kun kreere momentane øjeblikke af skønhed, hun kan også sagtens skrue en reel popsang sammen. Det er måske ikke såkaldte bangers, som hænger fast dagen lang, men der er masser af poppotentiale på tidligere nævnte “Do You Wanna”, og når hun genfortolker Mariah Carey i nynordiske klæder på “Give My All”. Sidstnævnte er formentlig allerede et kæmpe hit i en parallelverden, men den fortjener i den grad også at være det i vores.
Great Doubt er ovre lige så hurtigt, som den begynder, og det er lidt en skam. Det bliver næsten for flygtigt, når en tredjedel af de kun ni sange varer under to og et halvt minut – specielt når de fleste (ja, selv instrumentalsange som “Boost” og “Light and Heavy”) skaber deres egne universer, som nemt kunne udfolde sig i egen ret over længere tid. Det musikalske spiller fontringligt, og samspillet mellem blæsere, strygere og elektroniske komponenter er skruet så vældig godt sammen med Sonnes fremtrædende vokal og eftertænksomme lyrik, at jeg lidt ærgrer mig over, at albummet bliver en kort række vignetter. En musikalsk novellesamling. Men udover den beskedne spilletid på den tredje fuldlængde, er der ikke meget at klage over.
Tvivl er en almengyldig følelse, som intet menneske kan undslippe. Hvad jeg imidlertid ikke er i tvivl om er, at Astrid Sonne er en af landets skarpeste musikere og sangskrivere, når det kommer til at være lige dele popsnedker og eksperimenterende forløber. Albummet bliver desværre nok ikke nogen kæmpesællert, da det ikke er en popplade på dén måde, og man måske kunne savne de helt “store” sange. Trods det kan jeg allerede nu sige, at Great Doubt meget vel kan gå hen og blive en af årets bedste danske album.
