Med pladen Glory vender Perfume Genius, monikeren for den amerikanske alt-pop artist Mike Hadreas, tilbage med sit syvende album, der føles som et dekadent, glitrende sammenbrud i slowmotion – altid båret af Hadreas’ karakteristiske evne til at balancere kontraster og skifte mellem mol og dur på en måde, der forvandler selv de mest letsindige, konventionelle melodier til noget foruroligende. Albummet er pakket ind i en tæt tåge af rumklang og underspillet mystik, hvorigennem instrumenteringen løfter sig og falder herligt teatralsk.
Uden at have flyttet sig gevaldigt, hvad angår udtrykket fra tidligere plader, så adskiller Glory sig alligevel fra Perfume Genius’ tidligere plader. Herunder også fra den alsidige Set My Heart on Fire Immediately, der høstede topkarakter på Undertoner i 2020. Hadreas har nemlig lydmæssigt bevæget sig ud fra popkammerets ensomhed og ind i øvelokalet med sine medmusikere, der har fået mere prominente, eller måske mere ærlige, pladser i lydbilledet. Og det er ikke fordi, Glory mangler sine skabede sider – der er masser af krop og følelse. Men selvom pladen tydeligvis rummer en stor produktion, er der en upoleret og nærmest taktil fornemmelse ved den måde, instrumenterne taler sammen, og det er altså her, pladen adskiller sig fra tidligere værker. Det ligger heller ikke fjernt fra lyden på en anden netop udgivet plade, hvor Blake Mills’ præg som mangeårig samarbejdspartner og producer også skinner igennem – nemlig den eskalerende hverdagsmelankoli på Japanese Breakfasts seneste udspil.
Uden selv at vide det, havde Hadreas lovet mig en utrolig dragende plade med udgivelsen af førstesinglen ”It’s a Mirror” tilbage i januar (og, spoilers! – jeg blev ikke skuffet). Nummeret, der også åbner pladen, er en flimrende komposition, hvor Alan Wyffels’ keyboards står som en både sikker og pulserende rygsøjle, mens Meg Duffys (Hand Habits) og Greg Uhlmanns guitarer smyger sig omkring vokalen med en nærmest hypnotisk insisteren. »It’s a mirror, holy terror / Taking focus off the horizon« synger Hadreas næsten som en diagnose på narcissisme, og måske som billedet på førnævnte vej ud af enekammeret og ind i verden. Hvis du synes det lyder lidt langhåret, så frygt ikke – stilen er forfriskende naiv, og der er næsten lidt Panic! At the Disco-vibes, eller anden stadionværdig emocore, over de pludselige følelsesudbrud i instrumenteringen. Og så er musikvideoen til nummeret et mærkværdigt krydsfelt mellem hjemmevideo, fetichisme og drømmetydning – med andre ord højst seværdig.
Hvor “It’s a Mirror” snor sig om lytteren med sine stadionkvaliteter, kommer “No Front Teeth” og ryster scenariet. Det er et minimalistisk, småpunket brud med introens drømmende kvaliteter. Vokalen er krads, som en forvrænget transmission fra et sted langt væk. Hadreas har her selskab af Aldous Harding, hvis spinkle stemme lægger sig tæt op ad frontpersonens vokal. Den lyse duo synger op imod et dissonant guitarspil, som nogle minutter inde i nummeret begynder at hvæse og slå fra sig med en voldsomhed, som er 90’ernes noise værdig. Rytmesektionen, som består af Pat Kellys tunge bas og Keltners smaddertrommespil, formår både at udfordre og samle kaosset.
Et andet højdepunkt er “Full On”, der kryber ind som et tykt tæppe af rene, harpeklingende guitarstrejf og støvede trommeslag fra Tim Carr og Jim Keltner. Der er en slags hellighed over nummeret, som balancerer mellem ekstase og underkastelse – ikke mindst takket være det fyldige underlag af fløjter, der triller hen over et scenarie på en amerikansk fodboldbane. »I saw every quarter back crying« prædiker Hadreas, og ud fra tonefaldet bliver man i tvivl om, hvorvidt han trygler nogen om at gøre en ende på deres trængsler, eller om der er en nydelse og skønhed i at se store mænd berørte. “Capezio” følger som en hemmelighed, man hviskes i øret. Produktionen har en næsten vægtløs kvalitet, der lader sangen svæve drømmende over et mørkt synthhav. Hadreas’ vokal er vibrerende og sart, men insisterende, og han formår at pakke hvert ord ind i en sitrende spænding. Trommerne er underspillede, men præcise, og det samlede udtryk har en særegen elegance, som et soundtrack til en skør ballet.
At hele pladen føles som et smuldrende ekko af fortidens pinsler, skyldes primært vokalen. Hadreas’ stemme er sårbar og spøgelsesagtig fra start til slut, båret af et vibrato, der kunne måle sig med Anohnis. Også på den fine ”In a Row”, hvor klaveret driver nummeret fremad med en søvngængers målrettede famlen. En guitarlinje, hviskende og skrøbelig, flettes ind i vokalen og en tyk tekstur af elektroniske detaljer, der får sangen til at bølge frem og tilbage som en drøm, man falder dybere og dybere ind i. Der er en sorgfuld tyngde i lydbilledet, men også en slags forløsning i omkvædets eksplosion af følelse, og en fornemmelse af at have bevæget sig gennem et mørke, der med ét brydes af små lyssprækker. Det kan man nærmest også høre i teksten, hvor fortælleren først er »Locked inside a moving car / Flopping in the trunk / Going through, I think, a tunnel«, og alligevel reagerer på indelukningen med et både nysgerrigt og banaliserende »Isn’t that something«. Det er et godt eksempel på, hvordan Perfume Genius balancerer vanvittige kontraster på en elegant og underspillet måde – her tekstuelt, men også hele vejen musikalsk.
Der er mange finurlige numre, der måske ikke er selvstændige højdepunkter, men som binder albummet sammen til ét hele. ”Clean Heart” glider næsten ubemærket ind blandt de andre numre med sit underlag af plastikbøtte-agtig percussion og bløde xylofonstrøg. Det støvede symfoniske antræk på ”Dion” lyder som et fjernt minde om soundtracks fra film, man så som barn. Og det afsluttende nummer, ”Glory”, er – titlen tro – en orgelbestrøet epilog, hvor Perfume Genius binder sløjfe om værket med afslappet finesse. Det er i høj grad evnen til at skabe sammenhæng og male bløde, overbevisende billeder, der gør, at Perfume Genius med Glory endnu en gang cementerer sin position som en af de mest konsekvent nyskabende kunstnere i øjeblikket. Albummet er både storslået og intimt, melankolsk og voldsomt. Det er en eksplosion af følelser, der rammer præcist. Glory kaster, som titlen antyder, et lys af sig og bliver hængende efter den sidste tone.
