Der er nærmest ikke grænser for, hvor mange plader der de sidste 30-40 år har fået skudsmålet “den lyder som Beatles” med på vejen. Men der bliver vel længere og længere imellem, at sætningen betyder, at musikken er uoriginal eller ligefrem plagierende. Der er med andre ord forståelse for, at man godt kan lyde som Beatles uden nødvendigvis at ville efterligne. Uden i øvrigt at skulle analysere Liverpool-kvartettens bagkatalog må det være fair at konkludere, at de var banebrydende på flere fronter og på den måde er blevet til et naturligt fixpunkt for mange andre – såvel musikere som musikskribenter.
Og hvad laver Beatles så i en anmeldelse af en dansk electronica-plade? Jo, altså: De første par gange jeg hørte det tredje album fra Jacob Helverskov Madsen alias Karsten Pflum igennem, tænkte jeg: “Uh, hvor det lyder som Autechre.” Og det er albummet sådan set ikke holdt op med at gøre. Det er bare gået op for mig, at det er ved at være på tide at anerkende, at 90’ernes electronica (undskyld, Intelligent Dance Music, som det hed) bød på navne, der ligesom Beatles har været så banebrydende, at alt, der minder lidt om dem, sætter gang i minderne.
Et af de navne er Autechre, som Karsten Pflum bestemt er inspireret af på Idhax. For knap to år siden udsendte han Flugten fra år 2000, hvor det snarere var Aphex Twin, han lod sig inspirere af – faktisk så meget, at det var svært at høre noget særskilt Pflum-agtigt ved pladen.
Hér skiller Idhax sig ud. Som sagt dyrker Helverskov Madsen stadig sine idoler, men med dette tredje album har han fundet en måde at twiste sin lyd på, så den ender med at blive hans egen.
Der er masser af maskiner og malende mekanik på albummet, men i modsætning til Autechre har Pflum ledt efter en vej ind til dunkel melankoli bag ved de opklippede, snørklede beats og sugende baslinjer. Sine steder lyder det endog, som om maskinerne klager sig – som om der er en smertelig udmattelse i de knirkende robotarme.
En af Pflums genveje til at gøre sin musik emotionel har været at barbere sit udtryk ned. Væk er de fjollede beats og den tungen-i-kinden-attitude, som prægede en del af Flugten fra år 2000, og i stedet arbejder han med så minimale melodier som muligt. Det har givet en meget mere eftertænksom stil, og samtidig er der blevet mere plads til lytterens egne tanker. Ud over de sitrende, hakkende rytmeprogrammeringer fylder de sparsomme basgange og mikro-melodierne ikke så meget, og Pflum vælger heldigvis at lade være med at fylde tomrummene ud.
Det betyder, at mørke numre som “Impulse 11” og “Fullbright” både kan opfattes som en rundtur i det lidende maskineris kringlede kredsløb og kan bruges som en adgangsbillet til de dystre dele af éns eget sind. Med alle sine småskingre klange i udkanten af lydbilledet når “Notarget” endda helt derind, hvor det bliver decideret uhyggeligt at opholde sig.
Sidstnævnte nummer trækker imidlertid pladen en del ned ved at være temmelig monotont og ganske enkelt et par minutter for langt. Der er også andre steder, hvor Helverskov Madsen godt kunne have hvæsset kniven lidt mere, men generelt er Idhax faktisk – inden for den Autechre-inspirerede ramme – en fint varieret plade. Det er snarere reglen end undtagelsen, at der pludselig dukker nye og uventede melodier, klange eller rytmer op, når numrene er nået på den anden side af de fem minutter.
Og det er egentlig det mest glædelige ved Idhax. Karsten Pflum viser, at han både kan komponere og disponere sin kantede, minimalistiske og dog melankolske electronica, således at der hele tiden er noget at lægge mærke til for lytteren – men uden at lægge så mange detaljer og effekter ind, at det bliver umuligt for lytteren at synke ind i sig selv.
Idhax er et habilt album. Og det er slet ikke nogen skam at lyde ligesom Autechre.
