Alletiders britiske popnørd kan sit kram. Jarvis Cocker kan det med at skrive en god popsang med lyrisk bid, og den evne er efterhånden så veludviklet, at det er en stor fornøjelse som lytter at være i så sikre hænder. Der er ingen overflødige elementer, og melodierne og kompositionerne fungerer upåklageligt sammen med teksterne, der som altid hos Jarvis Cocker er halvdelen af værket.
Akkurat som i Pulps covers, opfordrer coveret til Jarvis eller The Jarvis Cocker Record, som også kaldes, én til at lade være med at læse teksterne, samtidig med at man lytter til musikken. Personligt har jeg altid snydt, og det har jeg også gjort denne gang, for jeg har altid syntes, at Jarvis Cockers tekster hænger uløseligt sammen med musikken – hvad enten den musik er Pulp eller Jarvis solo.
I sin lyrik sætter Jarvis Cocker sig stadig på samme niveau som de personer, han synger om. Dog er numrene alligevel blevet mindre personlige – forstået på den måde, at man ikke i ret mange Jarvis-numre fristes til at tro, at det er sig selv, han synger om.
Desuden er der en vred tone i størsteparten af albummets tekster. I “From Auschwitz to Ipswich” lyder det: »’They want our way of life’ / Well, they can take mine anytime they like.« Social kritik og håbløshed er fremtrædende i tekstuniverset, hvor den vestlige verden er på vej ad helvede til; ondskaben er i os alle, vi er alle ensomme og alligevel kun født for at dø. Hvad angår ledelsen af verden, går det heller ikke for godt, som man kan høre i det ’skjulte nummer’, 30 minutter efter at albummet er slut: »cunts are still running the world.«
Gudskelov har Cocker dog stadig humor, og det høres i albummets første (rigtige) nummer, “Don’t Let Him Waste Your Time”. Her opfordrer Jarvis alverdens kvinder til ikke at lade mændene spilde deres tid – bl.a. med linjerne: »Cos the years fly by in an instant and you wonder what he’s waiting for / then some skinny bitch walks by in some hot-pants and he’s a-running out the door.«
Jarvis Cocker er en meget begavet popsmed, og ud over “Don’t Let Him Waste Your Time” er også “Tonite” et dejligt nummer med et vidunderligt lille håbefuldt riff. Den søde melodi i “Baby’s Coming Back to Me” er elegant underspillet med afslappet stemmeføring og sparsom instrumentering, og momentvis skinner håb og kærlighed igennem det tykke tekstlag af dystre fremtidsudsigter. Den efterfølges af den bas-bårne “Fat Children”, der i Jarvis Cocker-sammenhæng er en ret så rocket sag, og det er bestemt ikke dårligt. Den ligger midtvejs på albummet, og det passer godt, at der luftes ud og rases igennem, inden pladen fortsætter med sine umiddelbart harmoniske popnumre.
“Black Magic” skiller sig ud med en ’gammeldags’ lyd fra guitar og kor, hvilket også skyldes, at nummeret er en version af den gamle Tommy James-klassiker “Crimson and Clover”. “Black Magic” lægger sig forholdsvis tæt op ad originalen, og har samme 60’er-rockballade-lyd.
Med sit første solo-album er Jarvis Cocker blevet mere moden. Men selv om noget af den ironiske humor og charme fra Pulp er falmet, ligger soloudspillet i god forlængelse af bagkataloget. Jarvis Cocker er stadig et stærkt kort på den del af den britiske pop/rock-scene, hvor folk har noget mellem ørene. Jarvis er gennemarbejdet, dybt professionel pop med det helt særlige Jarvis Cocker-fingeraftryk, der slår fast, at den ranglede fyr fra Sheffield er i en kategori helt for sig selv.
