DIY. Do It Yourself. Et udtryk, der muliggør kunstnerisk udfoldelse på trods af manglende penge, pladeselskab, generel opbakning og til tider en så basal ting som talent. Der er ofte al mulig grund til at gribe efter sin riffel, når man støder på det altædende og fordringsløse DIY. Ikke altid, men ofte. Og hvis denne plade bærer præg af én altdominerende bestanddel, så må det være Jerry Fels, der gør det selv, på godt og især ondt.
Live in Your Bedroom er nemlig, som titlen antyder, en meget intim affære, der ikke indeholder andet fyld end Fels’ stemme og hans guitar. Og netop Fels’ stemme er en smagssag. Den bevæger sig fra det ukontrollerede skrål, over fejlslagne forsøg på at holde en tone, til at være almindeligt uforståelig. Den lyder mildest talt ikke ret godt. Og hvorfor han har valgt den samme, lungesyge guitar til hele pladen, virker også svært at forstå. Men lofi er det helt sikkert.
For at begynde med begyndelsen er åbneren “Bury the Boyfriend” ret betegnende for pladens ene halvdel. For de tolv numre er nemlig delt relativt lige op i to dele. Ja, vi kan sådan set bare kalde den første halvdel for Emma.
Emma er ikke noget nemt barn, har haft en hård opvækst og er vant til at larme, slå hårdt i bordet og råbe grimme ting, når hun vil have sin vilje. Det lyder ikke særlig pænt, når Emma skriger op, og bordet har efterhånden fået dybe ridser fra hendes negle på både langs og på tværs. Emmas kæreste har forladt Emma i autocamperen i Massachusetts, og det har udmøntet sig i så kreativt betitlede sange som ovennævnte “Bury the Boyfriend”, “I Bet They Were Fucking” og “What Does It Matter?”. Emma har sit tydelige forbillede i 90’er-kultfiguren Jeff Mangums hedengangne band Neutral Milk Hotel, men hun mangler desværre med enkelte undtagelser forbilledets spraglede og fantasifulde tekster. Til gengæld spiller hun utroligt højt på sin gamle guitar med nylonstrengene.
Pladens anden halvdel hedder Karsten. Han er et væsentligt mere afdæmpet barn, og han griber sit knuste hjerte lidt mere konstruktivt an. I det næstsidste nummer, “If Life Is a Highway, Then Love Is an Ocean”, er Karsten i sit mere filosofiske hjørne – akkompagneret af en uventet simpel og smuk guitarlinje, der fortæller om ambivalensen imellem at kende en rigtig sød pige og samtidig ikke rigtig at bryde sig om hendes veninder.
Fels’ tekster skal givetvis ikke altid tages lige seriøst, men de er desværre ofte så utydelige, at man slet ikke kan forstå dem. I “Shake It Around” instruerer han lytteren i at stikke hovedet ind i en gasovn, men det er ikke rigtig sjovt. Snarere lidt pudsigt, som når nogen tegnede lange tissemænd på tavlen i frikvarteret i femte klasse. I “If Life Is a Highway, Then Love Is an Ocean” samt “A Waste Is a Terrible Thing to Mind” er man dog ikke i tvivl om, at Fels med en lidt mindre skizofren indfaldsvinkel måske kunne flette nok numre sammen til en okay plade. Men desværre brydes illusionen hurtigt, da Emma vender tilbage frygteligt tilbage med pladens uden sammenligning værste nummer, “Open Letter to Anyone Who’s Ever Fucked Someone Over”.
Her brillerer Fels på tvivlsom facon med en tekst og melodi, der får Eamons teenagehymne “Fuck You” til at lyde som The Flaming Lips. »I hope you die / I hope you die / I hope you die a most violent death.« Elegantieren Morrissey kunne måske nok slippe af sted med et makabert stunt af den art. Men Fels har hverken stemme, lyriske og guitarmæssige evner eller sarkasme nok, til at nummeret fremstår som andet end en svær migræne anbragt på cd.
Man skal nu ikke på forhånd afskrive, at Live in Your Bedroom kan samle en vis fanskare omkring Jerry Fels. Med særdeles svingende resultater har kunstnere som Dan Bejar/Destroyer og førnævnte Jeff Mangum fra Neutral Milk Hotel ageret i lofi-grænselandet mellem genialiteten og katastrofen og på den baggrund tilegnet sig en dedikeret fanskare.
Men det er svært at se lyset i Fels’ mørke. Man har hørt hans type mange steder før på diverse irske og engelske pubs. Dér plejer det bare at være Thin Lizzy-covernumre, der bliver fremført. Fels’ har måske samme herkomst som denne type musikere, men der er ikke megen britisk hygge over pladen. Mere fornemmelsen af, at det notoriske Myspace-fænomen også river en del vraggods med sig.
Lyt til “Bury the Boyfriend”:
[audio:http://www.nobodysfavoriterecords.com/BURY%20THE%20BOYFRIEND%20by%20JERRY%20FELS.MP3]
Lyt til “I Bet They Were Fucking”:
[audio:http://www.nobodysfavoriterecords.com/I%20BET%20THEY%20WERE%20FUCKING%20by%20JERRY%20FELS.MP3]