De Seattle-baserede debutanter Welcome formår at fatte sig i korthed. De 10 numre, som udgør debuten, har således en samlet spilletid på under en halv time, og for det meste er albummet en jævnt middelmådig oplevelse. Hvis man ikke kan kalde Sirs decideret kedelig, er den i hvert fald fattig på variation og grænseudforskning.
Stilen er garageinspireret indierock, til tider med let psykedeliske understrømninger, hvor inspirationen fra Beatles og i særdeleshed John Lennon, kommer til syne, og til andre tider let klingende af White Stripes, Deerhoof og Pixies med brutalt overstyrede guitarer, attitudesøgende vokal og kantede riffs.
Det er med Welcome – som det er med de fleste andre orkestre, der tillægger det en del af deres æstetik at spille utight – svært at vide, om det er et bevidst valg, eller om de rent faktisk er dårlige musikere. Hvis det er påtaget, forekommer det efterhånden svært at tage seriøst i al dets postulerede sløsethed. Hvis der derimod virkelig er tale om reel mangel på tekniske evner, kunne medlemmerne i Welcome overveje at tage undervisningstimer i deres respektive instrumenter, for i længden bliver det anstrengende at lytte til et sammenspil, der konstant halter og truer med at falde sammen.
Ingen af de 10 sange hænger rigtigt fast i hukommelsen, men er alle gennemsyrede af det samme temperament, nogenlunde det samme tempo og de samme virkemidler. En fuzzy bas, en skinger guitar – begge ’slightly out of tune’ – og nogle rodede trommer former til sammen et relativt ensformigt fundament til Pete Brands’ vokal, der af og til får assistance af en kvinde, hvilket faktisk klæder musikken fint.
Det er dog, som nævnt, sparsomt med opfindsomheden på Sirs. “This Minute” lyder mest af alt som en støjet pastiche over Kaiser Chiefs’ “Everyday I Love You Less and Less”, mens andre sange lyder som noget, Frank Black og Kim Deal kunne have komponeret og sunget engang i midt-80’erne.
Når alt dette er sagt, må det dog retfærdigvis indvendes, at Welcome langt hen af vejen lever op til dét, der lader til at være succeskriteriet. Sangene er ingenlunde dårlige – bevares, “With You With Me” og “Marry Me Men” bruger inspirationen fra Beatles på fin vis, og på “Bunky” blendes en lille mængde lysende pop ned i massen.
Men albummet mangler samlet set personlighed i alvorlig grad, og paradoksalt nok er det, som om Welcome skal blive bedre til at skjule deres musikalske intentioner. Deres ivrighed efter at spille sløset indierock med lyden af nikotin, ungdom og garage træder for tydeligt frem og går ud over sangskrivningens fokus.
