Planerne om dette album var egentlig blevet droppet. Faktisk var medlemmerne i Goldrush gået hver til sit i løbet af arbejdet med pladen, da ingen af dem syntes, at deres nye materiale var hverken originalt, følelsesladet eller stærkt nok. Men så kasserede bandet nogle af numrene og hyrede James Rutledge, der har arbejdet med bl.a. Dangermouse og Kevin Shields – og dét var tilsyneladende, hvad der skulle til for at genfinde den tabte gejst.
Goldrush har tidligere arbejdet sammen med David Fridmann, der har produceret for Mercury Rev og Flaming Lips – to bands, man ikke kan undgå at trække tråde til i Goldrushs halvpsykedeliske, folkrockede univers. Men ifølge Goldrush selv har de via samarbejdet med James Rutledge fokuseret mere på lyden, melodierne og et anderledes og mere eventyrlystent udtryk. Hvad angår originaliteten på dette fjerde album fra bandet, er en snak om dybe tallerkener dog lidt overdrevet.
Iørefaldende melodier og lydeksperimenter er der overordnet set masser af på (the heart is the place). Goldrush har tydeligvis forsøgt at skabe et vedkommende, sensitivt album, der samtidig konstant udfordrer med dynamisk uforudsigelighed og momenter af forvrængninger og programmeret synth-støj. De idéer er i og for sig spændende nok, men numrene har tendens til at falde til jorden – først og fremmest på grund af de meget naive tekster, som sammen med de nemt fordøjelige melodier og hooklines er en kvalmefrembringende ordinær kombination.
Dette gælder især for “Every One of Us”, der bekræfter alle bange anelser ved allerførste øjekast på titlerne på bagsiden af coveret. Nummerets tema om, at vi skal være bedre mod hinanden, er så let beskrevet, at det næsten overgår Michael Jacksons “Heal the World”, hvilket fjerner al den charme og dybsindighed, som Goldrush kunne have vundet, hvis de generelt skruede ned for de letkøbte melodier og lommefilosofien.
Dette lykkes til gengæld næsten i den afdæmpede “Heaven’s My Destination”, der med sit minimalistiske udtryk, det fine strygertema og den mere bredtfavnende vokal beviser, at Goldrush bestemt er i stand til at følge begrebet less is more –hvis de vel at mærke vil. Goldrush vil nemlig rigtig meget – og helst på én gang. Ofte har det den konsekvens, at numrene bliver proppet med så mange ambitioner, at de ikke kan bære det. Midt i lyd-virvaret og de store visioner om venskab og kærlighed får de ellers så ganske fine samplede og dynamiske opfindsomheder aldrig lov til at stå alene – i værste fald kun på den ledige plads bagerst på øverste hylde i reolen.
