Da indierock-supergruppen Boygenius i 2018 udgav deres selvbetitlede EP, trak pladecoveret efter trioens eget udsagn en reference til Crosby, Stills & Nash’ første album. Nu spekuleres der – blandt andet på Reddit – om coveret på Lucy Dacus, Phoebe Bridgers og Julien Bakers fuldlængdedebut, The Record, mon har fået sin inspiration fra Pearl Jams Ten. I alle tilfælde fortsætter trioen en leg med kontraster og referencer til klassiske rockbands med mænd i centrum som et særkende. På de komplementære fotos til en Rolling Stone Magazine artikel fra januar i år, hvor Boygenius samtidig annoncerede, at deres samarbejde fortsætter, gik det eksempelvis også ud over Nirvana. I interviewet fortæller Bridgers blandt andet, at hun havde identificeret sangen “Emily, I’m Sorry” som Boygenius’ materiale rettere end sit eget. Derfor oprettede hun en mappe i et fælles Google Drive i håbet om, at Baker og Dacus havde lyst til at dele ud af deres egne skitser, sange og input til et fremtidigt pladeprojekt. Siden konsoliderede de tre samarbejdet, hvilket altså munder ud i debutalbummet The Record.
Forud for udgivelsen af The Record har de tre medlemmer hver især haft hovedrollen på en række singler, som har givet en retvisende forsmag på albummet, hvor Boygenius både spiller på deres individuelle såvel som kollektive styrker. Et perfekt eksempel er således albumåbneren, “Without You Without Them”, der er en magtdemonstration udi harmoni og guddommelig vokal-blend. Nummeret bevidner det fuldstændigt åbenlyse match mellem de tre musikere, der elegant løfter hinanden; her uden ledsagelse af instrumenter. Julien Baker har derefter gulvet og leadvokal på den guitardrevne “20 Dollars” – en coming of age-sang om den anspændte tid mellem barn og voksen. Sammen med guitarernes drivkraft forstærkes backingvokalerne gradvist og træder mere og mere frem, inden sangen ender i et tumultarisk skrig i et forsøg på forløsning af linjerne: »Take a break, make your escape / There’s only so much I can take.«
Herefter kommer så ret naturligt et temposkifte med føromtalte “Emily, I’m Sorry”. Bridgers trækker i en mere drømmende retning og fortolker det usikre og tvivlen om, hvad der venter om hjørnet i et forhold. Hendes hviskende og bløde vokal blander sig ubesværet med Baker og Dacus’ underbyggende harmonier, mens hun synger sig ind i sin store force: den lineære fortælling med smukke metaforiske billeder på et omfangsrigt følelsesliv. Subjektet er her Emily, der modtager Bridgers’ undskyldning for sit vægelsind, mens hun nøgternt beskriver den transformation, hun ser, i forsøget på at blive den, hun tror, Emily vil have.
På “True Blue” fortsætter det relationelle tema, hvor Lucy Dacus giver et anderledes bud på, hvordan det føles at se sit sande jeg i forhold til en anden. Det er ikke helt modsat Bridgers, men står i hvert fald i kontrast til den forudgående fortælling, og Dacus formår at plante en større ro og læne sig mere ind i de op- og nedture, der kan være i en kærlighedsrelation, mens den emotionelle rutsjebanetur fra sangens perspektiv føles mere som en selvfølgelighed. »And it feels good to be known so well / I can’t hide from you like I hide from myself,« synger hun beroligende, samtidig med at engleagtige harmonier trækker sangen op på en lyserød sky, der driver roligt afsted på en ægte blå himmel.
Hun er ekstremt troværdig og uimodståelig i sit sprog på linjer som »You say you’re a winter bitch but summer’s in your blood / You can’t help but become the sun« og »When you moved to Chicago, you were spinning out / When you don’t know who you are, you fuck around and find out.« Både winter bitch og fuck around klinger nærværende, hvilket også kendetegner Dacus, der har gudsbenådet talent for at få det, der tilhører hverdagen, til at fremstå perfekt poetisk. Egentlig gælder dette særlige talent alle tre, hvilket kommer mere til udtryk midt på pladen. Eksempelvis på “Cool About It” hvor hvert medlem synger deres eget vers. Baker lægger ud med at sætte scenen: et møde mellem sangens hovedperson og dennes »love interest« på en bar. I næste vers er det Dacus, der præciserer temaet om at forsøge at være cool, selvom relationen er blevet for forudsigelig. Meget elegant afløst er det Bridgers, der får lov at afrunde fortællingen: »Once I took your medication to know what it’s like / And now I have to act like I can’t read your mind.« Ligeledes fordeles kræfterne ud på “Not Strong Enough”, hvor der igen skrues lidt op for de mere rockede elementer efter en række minutter med midtempo-ballader. Her lykkes trioen allerbedst med at balancere hver deres fortolkning af at være i et forhold, der kræver noget, som for dem er svært at give. Nummeret benytter sig desuden af nogle af de samme virkemidler, hvor vers fletter sig ubesværet ind i omkvæd, og hvor overgangene både musikalsk og lyrisk føles ligefremme.
På den humoristiske, 00’er-pop/rockede og let støjende “Satanist” hvirvler trioens udtryk sammen på en ny måde. Det bliver ikke kun legesygt på grund af teksten, (for hvem ville nogensinde sige nej til at slå de tre følge på den mørke side, når de spørger?) men også fordi måden, selve lydrummet bliver brugt på, skifter gennem hele sangen. Især trommerne får plads – fuldblodige slag veksler mellem at stå dynamisk, komprimeret og præcist frem og udvikler sig efterhånden mere og mere til at fremstå flydende og æteriske. Generelt er instrumenterne på “Satanist” rykket rundt i mixet på en måde, der får nummeret til at skille sig ud på The Record, mens det guitaranført drive samtidig minder lidt om det, der først blev antydet på “20 Dollars”.
The Record vender herefter tilbage for endnu engang at bidrage til sin overvægt af ballader, hvilket jo ikke er nogen dødssynd. Tværtimod lader det til at være et succesfuldt greb for Boygenius at få lytteren så tæt på som overhovedet muligt. På “We’re in Love” og “Letter to an Old Poet” kommer stemningen desværre til at flyde over i ren sentimentalitet og mister som konsekvens de interessante udforskninger af skrøbelighed. Jeg har i begge tilfælde lyst til at pege på klaveret, som skyldner. Der er noget ved de løbende akkorder og især deres akkompagnementet med strygerne, der ændrer karakteren, så begge sange bliver meget antydende i deres sprog, hvilket ikke efterlader megen tvivl om, hvad jeg bør føle. Billedet af stortudende publikummer til Boygenius’ forestående livetour ligger meget klart på nethinden her, hvilket egentlig er min eneste anke ved pladen.
Nogle få skår går der derfor af The Record, som ellers har spillet meget rent, men føles lidt fingeret mod slutningen, hvor pladens akilleshæl kun er kortvarigt blotlagt, og hvor formidlingen ikke føles helt lige så spændende, som langt størstedelen af minutterne ellers er. Det overskygger dog på ingen måde det faktum, at det pragtfulde samarbejde stadig står lysende klart tilbage. Pladen er destillatet af Boygenius-medlemmernes gensidige besættelse af hinanden og af deres unægtelige forbundethed i sangskrivning og musikalitet. Når det går op i en højere enhed, så føles sangene naturlige og historierne fængslende fortalt.
