Når talen falder på indiepop i Århus og omegn er det svært ikke at nævne koncertarrangørerne Pop Revo, der lørdag fejrede deres tre års fødselsdag med dobbeltkoncert på Fabriken. Siden den første koncert blev programsat, er det blevet til tre festivaler og et væld af arrangementer rundt omkring i byen med navne, der ellers ikke ville have en jordisk chance for at spille koncerter i Danmark. Og det er især Pop Revo-folkenes skyld, at så mange mennesker var dukket op for at høre The Clientele denne aften.
De, der har hørt The Clienteles tre albums og det væld af singler, de har udsendt siden slutningen af 90erne, ved godt, at den tågede melodiske tæft er i højsædet hos bandet. Men både på forrige års fremragende Strange Geometry og via sangene fra den kommende plade, God Save the Clientele, har bandet alligevel bevæget sig i en mere udadvendt retning, hvor melodierne ikke nødvendigvis skal gemmes bag dynger af reverb og finurlige guitarlicks. Det ændrer dog ikke på at The Clientele i høj grad er forsanger Alasdair Macleans værk. Med sit vanvittigt harmoniske guitarspil, og sine ubesværede vokale udåndinger, tegner han ridset af alle de meloditunge tanker, som resten af bandets er med til at udtale.
Selvom konceptet The Clientele er nogenlunde statisk, så er der alligevel plads til befriende afvigelser fra dette i koncertsituationen. Som når bandets nytilkomne fjerde medlem Mel Draisey fløjtende vimsede omkring melodien i en af sangene fra den nye plade, eller når Alasdair gav sig selv plads til at gå i dronende guitarselvsing på en bund af østerlandske toner. Og så er der lige netop det med melodierne; de sidder lige i hjertet hver gang. Det er ikke ligefrem raketvidenskab, men et nummer som “E.M.P.T.Y” og førstesinglen fra det seneste album, “Since K Got Over Me”, bumlede yndefuldt af sted i et roligt fængende tempo. Det samme kunne man ikke ligefrem sige om Television Personalities-coveret “Dorian Gray”, der fik lov til at være støjende i stedet for tåget. Men højdepunktet var, ganske velvalgt, den afsluttende “I Had to Say This”, hvor en overvældende guitarsolo satte et stort, popelskende punktum for de første tre år i arrangørernes livscyklus.
Inden The Clientele var gået på scenen, blev vi, der havde set fodboldnederlaget komme, forkælet med The Peoples Revolutionary Choir, der fuldt ud levede op til rollen som bannerførere for blandingen af skokiggere og britpoppere, som de flere steder er blevet udråbt til. Det var ikke ligefrem originalt, og tankerne flød hurtigt imod Spiritualized og deres mildt bluesede udtryk. Noget der nærmede sig plagiat, da forsangeren hev en mundharmonika frem fra lommen og for en stund holdt tambourinen stille. Heldigvis for de revolutionære, så har de så fabelagtigt gode melodier, at de hurtigt bliver tilgivet deres huggelyst.
