Anbefalet

Plader vi burde være vokset fra

De fleste har sikkert en række plader, som de er vokset fra. F.eks. vidner mængden af Boney M-plader i antikvariaterne tikronerskasser om, at tysk disco for manges vedkommende er et lykkelig overstået kapitel. Men der er imidlertid plader, som man på trods af almindelig fornuft insisterer på at holde fast i. Vi giver en flok eksempler.(22.03.07)Visse plader er så uddaterede, at det er vanskeligt at forestille sig, at de skulle få en revival. Folk, der så MTV eller hørte radio i 90’erne, behøver bare at tænke på Ugly Kid Joe, Spin Doctors eller Rednex. Trend- og hitlistegudernes veje er ofte uransagelige.

Men der er også en underlige mellemkategori: Plader, som tydeligvis hænger uløseligt fast i en bestemt kontekst, men som alligevel har en sær dragende effekt. Med andre ord: plader, som man burde være vokset fra, men som alligevel er for gode til, at man kan få sig til at glemme dem. Vi anbefaler her en håndfuld.

Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler.


Mikkel Mortensen


Smashing Pumpkins: Melon Collie & the Infinite Sadness (1995)

Billy Corgan – en mand der lyder, som om han for evigt er fanget i et pubertært helvede – byder her på et overflødighedshorn af teenageangst. Dobbeltalbummet er varieret nok til at fungere som soundtrack til de fleste følelsesudsving, en teenager kan komme ud for. På trods af at albummet er alt for langt, så er Corgan dog en glimrende sangskriver, der på trods af sin hang til selvmedlidenhed og lidt for meget pompøsitet sagtens ved, hvordan man skruer gode sange sammen.


Coldplay: Parachutes (2000)

Bandet var knap nok selv ude af teenageårene, da de lavede dette album fyldt med sørgmodige ballader om knuste hjerter og andre teenageproblemer. Nogle vil nok kalde det “tuderock”, hvilket så vidt vides er en genre, der appellerer mest til følsomme teenagere. Men Chris Martin er altså en fremragende sanger, og bandet er bestemt ikke uefne, når det gælder om at skrive sange, der går direkte i hjertekulen. Et album for følsomme personer af alle aldersgrupper.


Fiona Apple: When the Pawn (1999)

Den purunge, amerikanske singer/songwriter fulgte op på sit millionsælgende debutalbum med endnu en samling pianodrevne popsange om kærlighedens bedrageriske væsen og andre angstfyldte temaer. Fiona Apple viste sig dog – chokerende nok – at være en fantastisk sangskriver, der mestrer den svære kunst at skrive lettilgængelige, men også langtidsholdbare sange. Og så viste Jon Brion sig at være den helt rigtige producer, når det gjaldt om at få kanterne frem i materialet.


Martin Laurberg


José Feliciano: Feliciano! (1968)

Spørgsmålet er, om det nogen sinde har været rimeligt at kunne lide denne plade … Feliciano toppede i sin tid de mere Giro 413-agtige hitlister med latinagtige easy listening-udgaver af hits som “Light My Fire” og “California Dreaming”. Det er lummert … men alligevel tillokkende! F.eks. kan Feliciano finde på at sætte trumf på ved pludselig at slå over i indfølt spansk. Og desuden er det sjovt, som han hele tiden ødelægger den afslappede stemning med sine evindelige pralerier på den spanske guitar.


Soul Asylum: Hang Time (1988)

Efter manges mening er Soul Asylums 90’er-hit “Runaway Train” så forfærdeligt, at selve bandnavnet vækker afsky. Men faktisk er deres dårlige rygte helt urimeligt. Det er Hang Time et godt eksempel på. Ja, jeg forsvarer dem helt klart af nostalgiske årsager. Men uanset hvad er dette ægte arbejderrock fra bundhæderlige mennesker iført skovmandsskjorter og med bagagerummet fuld af dåseøl. Og så lyder det en gang imellem lidt som verdens bedste band – The Replacements.


Porno for Pyros: s.t. (1993)

Da Jane’s Addiction-frontmanden Perry Farrell dannede Porno for Pyros, syntes jeg, at det var fedt nok, at Farrell sang så meget om sit sexliv (“Orgasm”, “Black Girlfriend” etc.). Det synes jeg sådan set stadig. Til gengæld er der elementer af hård 90’er-funkrock på pladen, som i dag burde være helt uacceptable at lytte til. Alligevel er det en rigtig god plade. Farrell synger bedre end nogen sinde, og det hele har et psykedelisk præg, som man måske godt kan savne lidt hos Jane’s Addiction.


Søren Jakobsen


Rage Against the Machine: s.t. (1992)

Genren rapmetal begyndte og endte med Rage Against the Machine – og måske allerede med deres debut. At de kunne proppe så meget frådende raseri mod kapitalen og amerikansk udenrigspolitik ind på én plade, er i sig selv bemærkelsesværdigt. At de samtidig satte en ny standard for, hvad man kunne få ud af den stagnerende hiphop-genre, ’bare’ ved at fusionere den med lige dele Led Zeppelin, Afrika Bambataa og et eget særpræg, gjorde pladen til en håndgranat til enhver privatfest.


Oasis: Definitely Maybe (1994)

Man kan ikke bare hade de allestedsnærværende Gallagher-brødre – det bør man. Jeg hader dem for at minde mig om, hvor nødvendig musik de lavede, da det var allermest tiltrængt. Det gør de sådan set hver gang, de udgiver en ny skive fyldt med muggent opvaskevand i skikkelse af noget, de kalder “rock”. Men i 1994 havde de så stor en overflod af attitude, perfekte guitarchops og sejrssikkerhed, at d’herrer stadig kan tillade sig at kalde nye, engelske bands nogle prætentiøse wankers.


Prodigy: The Fat of the Land (1997)

Mindet om The Fat of the Land er beklageligvis sølet til i smagen af Pisang Ambong-bræk og øretæver. Men det gør ikke så meget, når numre som “Climbatize”, “Breathe” og den uomgængelige “Firestarter” ikke lyder en pind ringere i dag end for 10 år siden. At Liam Howlett, i lighed med Oasis, ikke har sat en fod rigtigt siden, gør pladen til en djævelsk bastung og monolitisk gravskrift for den engelske techno/ravekultur. En øredøvende dagbog fra en bierfest i helvede.

Leave a Reply